lykkegaardkommunikation-vietnam

En tur med de vietnamesiske statsbaner fra Saigon til Hanoi er ab-solut en oplevelse. Men selv banernes stolthed - det få år gamle tog vi skal køre med, svarer til et dansk tog i 70'erne

Af John Lykkegaard
Der er få minutter til afgang. Vi har fundet os til rette, og vi venter nu kun på, at toget begiver sig ud på den lange tur mellem Saigon og Hanoi mere end 1700 kilometer mod nord.

Det er tirsdag aften, og vi har taget afsked med det andet hold, der har valgt at tage mod syd. Vi har aftalt, at vi mødes igen i Saigon, dagen før vi skal rejse hjem. Med det er næsten tre uger ude i fremtiden, og nu gælder det om at komme til Hanoi, så vi kan begynde at samle stof til vore artikler.

Det rykker i togstammen, og turen begynder. Vi har købt de to nederste pladser i en firemands kupé.

Efter lokale forhold har vi fået en 1. klasses kupe. Vi har de nederste sæder - kaldet soft seats. Fordelen er, at vi slipper for at kravle op i de øverste køjer, bagdelen er, at når vi ikke sover, sidder vi alle på de nederste sæder.

Oprindelig er vi tre mænd og en kvinde i kupeen. Men kort efter afgang fra Saigon bliver en ekstra passager læsset op til den kvinde, der sover over mig. Senere på natten når toget frem til Dien Tri, og manden står af. Den ekstra kvinde overtager hans plads. Nu er vi kun fire, og det er passende til en firemandskupé.

Vi prøver at sove, men hver gang toget gør holdt ved en station, vågner vi alle, og der bliver røre i den lille kupe.

Handlende ved en station. Boderne ligger tæt og konkurrencen er hård

Sælgerne på de forskellige stationer venter spændte på toget. Vi kører med de vietnamesiske statsbaners "luksustog". Sælgerne må ikke gå ombord, så de gør alt for at lokke turisterne ud af toget. Vi gør kun holdt i få minutter, så indkøb skal gå hurtigt, og det går ud over rabatten. Normalt et det let at "prutte" om prisen.

Foto: John Lykkegaard

Vaskeklud eller morgenmad
Det bliver morgen. Personalet kommer rundt med morgenmad. En hvid klump i plastik bliver delt ud. Vi tror, at det er en vaskeklud, men det viser sig at være et dampet brød med fyld af fars og hårdkogte æg, som egentlig smager ganske godt.

Personalet er et kapitel for sig. De ansatte er utroligt arrogante over for turisterne, og især en kvindelig funktionær har set sig gal på mig.

Rygning er ikke tilladt i kupeen, så når vi vil have en cigaret, må vi gå ud for enden af gangen. Jeg er yderst uheldig, for så godt som hver gang kommer hun forbi. Hver gang skærer hun ansigt, og det får mig til at grine, for det gør hende bestemt ikke kønnere.

I alt stopper toget ved seks stationer undervejs mod Hanoi. Et display for enden af gangen viser ankomst- og afgangstider. Men det hjælper ikke stort, for der er ikke taget højde for forsinkelser. På et tidspunkt er toget næsten tre timer forsinket, men i den sidste ende ankommer vi til Hanoi med kun 40 minutters forsinkelse.

Tarvelige tricks
Det hjælper ikke at spørge om, hvornår vi når næste station, da personalet kun taler engelsk i forbindelse med salg, men vi lurer dem hurtigt af. Det viser sig, at kort tid før vi ankommer til en station, kommer de rundt med en vogn, og der er mulighed for at købe kaffe, te, sodavand og øl. De vil selv-sagt hellere have, at vi bruger pengene i toget, i stedet for at handle ved de mange boder på stationerne.

Der sker noget med mange vietnamesere, når de får magt. Foe eksempel er togpersonalet meget arogant - ikke kun over for turister, men også over for de lokale. Og kan de score lidt ekstra, gør det ikke noget.

De første måltider bliver serveret med en overlegen atitude, og først, da nogle passagerer gør os opmærksom på, at vi egentlig i kraft af billetten har betalt for vand eller øl til maden, får vi, hvad vi har betalt for. I begyndelsen betalte vi særskilt. Det er småpenge, men mange bække små...

Der er fint besøg i toget. I en kupé troner et regeringsmedlem sammen med nogle vestlige gæster. De får selvfølgelig særbehandling. Det er der ikke noget nyt i, og det sker over hele verden, såmænd også herhjemme.

Det er klart, at de ydmyge måltider passagererne får, ikke er godt nok til så prominente personer, og de bliver da også vartet op efter alle kunstens regler af togpersonalet.

Tilfældigvis så jeg en af regeringsmedlemmets embedsmænd rydde op efter et måltid. De havde deres eget service med, og det blev gjort rent i kold vand på toilettet. Da han manglede noget til at tøre af med, var han ikke sen til at gøre opmærksom på sin magt. Ved siden af toilettet havde tog-personalet en lille kupé.

Resolut tog han en flig af sengetøjet og brugte den til at tørre tallerknerne af med, mens det kvindelige medlem af togpersonalet surt stod og så til. Det er vist ikke nødvendigt at sige, at de næste passagere hun skulle hjælpe fik en ekstra sur opmærksomhed. Det er så absolut de menige vietnamesere, der er mest venlige.

Det er ikke alle måltider i toget, der er lige vellykkede. På et tidspunkt får vi serveret moget suppe, og det er ikke kun Jørgen og jeg, der opgiver at spise den. Heller ikke de to kvinder skal nyde noget, og det hele kommer ud igen.

Da vi senere stopper i den gamle kejserby Hué, forsvinder de begge. De kommer tilbage med poser fyldt med lækkerier, her i blandt en lokal specialitet som er gravet svinekød pakket ind i bananblade. Det hele bliver lagt frem på det lille bord, og de bedste stykker insisterer de på, at Jørgen og jeg skal have.

De to kvinder smasker højlydt, og det er et tegn på, at det smager godt. Kødet er meget saltet, men det smager ganske udmærket. Lige til det øjeblik, hvor den ene kvinde åbner en pakke og skraber kødet ren for slim, så er både Jørgen og jeg pludseligt mætte.

Senere gør vi et forsøg på at gøre gengæld, men det er svært. De mener, at vi er deres gæster, og gæster skal naturligis ikke betale. Men til sidst lykkedes det alligevel.

På luksustoget har de handlende ikke, som i de almindelige tog, mulighed for at storme ombord i toget for at faldbyde deres varer. Og da vi kun holder fem til otte minutter ved de få stationer, skal eventuelle indkøb gå stærkt. Det udelukker sjakren om priserne. Det er almindeligt, når det gælder turis-ter, at de handlende ligger ud med det dobbelte af, hvad varen normalt koster.

Tilbud om ægteskab
Hun har siddet og stirret på mig længe. Så tager hun min skriveblok og kuglepen og tegner et ansigt. Med langt hår. Hun kigger på mig og siger:

Jeg har overskæg og jeg mener bestemt ikke, at jeg har den fjerneste lighed med en kvinde, så jeg retter hende:

Jeg er lettere rystet. Vi har kun rejst sammen i ganske få timer. Hendes engelsk er, som de fleste vietnameseres, på et plan som en dansk skoleelev er i stand til at tale efter et halvt års undervisning, og nu sidder hun ganske naturligt og tilbyder mig ægteskab.

Til sidst får jeg hende overbevist om, at jeg vil være et dårligt valg som kommende ægtemand, og da Jørgen kommer ind i kupeen , kaster hun sig over ham.

Gør alt for et bedre liv
Gennem de næste timer får vi hendes historie bid for bid. Hun er ansat ved statsbanerne og lever egentligt et priveligeret liv, hvor hun er sikret arbejde og en lille pension. Hun fortæller, at det kun er statsansatte, der får pension, så hun er heldig.

Men hun ved, at kan hun blive gift med en udlænding og flytte til hans hjem-land, giver det hende et helt anderledes trygt liv.

Udsigten er fantastisk. Og på grund af den lave fart - omkring 50 kilometer i timen, er det let at følge med i livet langs banen. De små landsbyer og endnu mindre gårde ligger tæt. Vi ser bondefamilier, der knokler løs i rismarkerne. Vi ser skolebørn i deres hvide og blå skoleuniformer på vej hjem fra skole.

På vej gennem højlandet ser vi jungle så tæt, at man kun skal få meter ind i vildnisset, før man er godt og grundigt skjult. Det fik amerikanerne at mærke, da de tilbage i 1960'erne og 1970'erne invaderede landet i den tro, at de kunne kue nordvietnameserne. Mange amerikanske soldater blev skudt af de små vietnamesere, der lå i skjul i den tætte jungle.

På mange marker er et lille hjørne indrettet til gravplads, hvor familiens døde er begravet, og mange grave stammer tilbage fra Vietnamkrigen.

Endeligt. Torsdag morgen 06.10 ruller vi ind på banegården i Hanoi. Det regner, men vi er udhvilede, og er klar til mødet med Vietnams hovedstad.