Af John Lykkegaard
I marts 2001 havde jeg - sammen med fire kollegaer, mulighed for at opholde mig tre uger i Vietnam. Der var tale om en raportagerejse, og vi var delt i to hold.

Jeg er skrivende journalist, og de fire andre er TV-folk. Vi ankom til Saigon en søndag eftermiddag, og tirsdag aften rejste Jørgen Jensen og jeg videre med toget de godt 1700 kilometer til Hanoi i nord, som vi ankom til meget tidligt fredag morgen.

Hensigten med turen er for Jørgen og jeg, at vi skal skrive om børns men-neskerettigheder og fattigdommen i almindelighed. For at kunne gøre det o-verbevisende,har vi besluttet os for at leve blandt de fattige, så det meste af tiden bor vi i de værste slumkvarterer.

Fra frost til tropehede
Lørdag den 3. marts 2001 er kold i Danmark. Der er en anelse sne, men det er frostvejr, og det forsinker flyet fra Singapore Airlines med tre kvarter, da vingerne først skal afises.

For at kunne beskrive de ting, der interessere mig, troværdigt, er jeg af og til nødt til at udsætte mig for nogle utraditionelle ting - som i dette tilfælde at leve i Vietnam's slum, men jeg vil gerne være forberedt, og det var jeg også i dette tilfælde. Lidt for godt.

Da vi ikke har planlagt turen i detaljer, har jeg talt med min læge, og han anbefaler en del vaccinationer, herunder mod japansk hjernehindebe-tændelse og malaria. Tre uger før afgang begynder jeg så at tage pillerne mod malaria med det resultat, at jeg bliver syg i fire uger. Feber og lettere rysteture plus dét, at jeg drikker utroligt meget vand med det naturlige resultat, at jeg er en flittig gæst på diverse toiletter.

Kujon - eller?
Vi har planlagt en del interviews i Hanoi - herunder med den danske am-bassade, UNICEF og Anette Kramer, der dengang var udsendt af Dansk Røde Kors. Da hun fortæller, at hun aldrig er blevet vaccineret mod malaria, føler jeg mig som lidt af en kujon. Men jeg får det bedre, da hun senere fortæller, at hun har haft malaria seks, syv gange og stadig får anfald.

Flyveturen fra København til Singapore tager det meste af et døgn - når vi tager hensyn til tidsforskellen. Singapore er syv timer foran dansk tid og Vietnam seks timer.

Stewardesserne i flyet er nogle små smukke kvinder i flotte uniformer. Be-tjeningen er perfekt og maden god. Alligevel er 24 timer uden mulighed for at ryge lidt af en prøvelse - for ikke at sige, at der er tale om en mild form for tortur.

Endelig lander flyet i Singapore, og da vi slipper ud, kommer varmen os i møde som en mur. Der er to årstider i Singapore. Enten er det meget varmt, eller også er det stegende hedt. I marts er det bare meget varmt, men det var rigeligt for os, der sidste gang, vi fik frisk luft, havde bevæget os i kuldegrader.

Vi måtte vente et par timer i Singapore, før vi kunne komme med et fly til Saigon. Fra venstre: Tor, Jacob og Jørgen. Foto: John Lykkegaard

Mens vi venter på flyet til Saigon, får vi udleveret nogle skemaer, vi skal udfyl-de og aflevere til tolderne i Vietnam. Det skal senere give Jørgen problemer i tolden.

Lidt snyd
Da vi planlagde turen, havde vi talt med andre journalister, der havde været i Vietnam. De fortalte, at vi skulle angive i vore visaansøgninger, at vi er jour-nalister. Det er vi ikke meget for, for det har den konsekvens, at regeringen i Vietnam så vil forlange, at vi skal være ledsaget af tolke - uanset, hvad vi foretager os, og deres udgifter hænger vi på.

Det har vi hverken lyst eller råd til. Det vil være et handicap, når vi dykker ned i fattigdommen, og vi frygter, at almindelige vietnamesere ikke vil være åbne over for os af frygt for myndighedene.

Vi løser problemet ved at angive, at vi er turister. Alligevel er vi en anelse nervøse for tolden i Saigon, for vi har en del kameraer med, der bestemt ikke ligner de kameraer, turister normalt går rundt med.

Endeligt i Saigon
Hvor lufhavnen i Singapore har international klasse, kan vi - allerede da flyet lægger an til landing i Saigon, konstatere, at det hele er en del mere primitivt i Vietnam.

Da vi skal gennem tolden, vælger vi at stille op i forskellige køer ud fra den idé, at vore kameraer ikke ville virke så iøjefaldene, når de er lidt spredte. Jørgen er den første, der står over for en tolder, og da han ser Jørgens papi-rer, begynder han at råbe op og vifte med armene. Det er lige det, vi har frygtet.

Forklaringen er af bureaukratisk art og hurtigt klaret. Jørgen har udfyldt sine skemaer med en rød kuglepen, og den farve er forbeholdt tolderne. Farven skal være blå, så Jørgen må udfylde et nyt sæt skemaer.

Vi andre slipper hurtigt gennem tolden, og da vi forlader lufthavnen, er vi parate til mødet med Vietnam. Og hvilket møde.

Udenfor lufthavnen er der et mylder af mennesker, og her møder vi de første gadehandlere. Vi er dog mest interesserede i at få fat i nogle taxa'er og komme ind til vores hotel. Med kun en lille overpris på et par dollars når vi frem til LeLe Hotel, hvor vi er booked ind for et par dage. Vi er jo fem, så vi har bestilt tre værelser, og da jeg er den ældste, får jeg eneværelse.

Mens de andre sover, tager jeg et bad og er dermed rede til den første tur i byen. Det er uhyre let at få fat på en cyklodriver. Ja, man kan ikke undgå at møde en, så snart man bevæger sig ud på gaden. En cyklo er en trehjulet cykel, hvor passagereren sidder i en stol på ladet. En times kørsel kostede otte kroner. Alligevel er der turister, der vælger at være to i sædet. Så må driveren virkeligt slide i det, for de fleste turister vejer betydeligt mere end en vietnameser.

Min første tur går ned omkring havnen og forbi nogle markedspladser. Trafik-ken er, selv på en søndag, hektisk. Cykler i hundredevis og motorcykler i samme antal kæmpede med lastbiler og almindelig biler om at komme først. Hornene bliver flittigt brugt, og trafiklysene er nærmest kun kulørte lamper til pynt.

Det meste af døgnet er der en livlig trafik i Saigon. Hvis de har en lukkelov, er det ikke noget, de handlende tager særligt seriøst. De forskellige forret-ninger og gadehandlende er aktive fra meget tidlig morgen til langt ud på natten. Foto: John Lykkegaard

Jeg falder i snak med cyklodriveren, og da jeg fortæller, at jeg er fra Danmark, griner han over hele hovedet og siger "Elkjær, Laudrup - EM 1992". Rørende bemærkning fra den anden side af jorden. Dér scorer han ekstra drikke-penge, og han bliver min faste driver.

Den, efter danske forhold, hidsige trafik, betyder, at vi er meget forsigtige med at gå over gaderne. Vi står længe for at samle mod, for der er ingen, der kan finde på at holde tilbage.

Men vi lærer hurtigt. Det drejer sig om at se uforfærdet ud og målrettet træde ud på gaden. Så kører de i langt de fleste tilfælde uden om én, og alle er tilfredse. Men vi ser dog flere trafikulykker, så det er ikke altid, det går godt.

I byen
Den første aften skal vi rigtigt ud at se på byen. Vi er på forskellige barer og har det rigtigt hyggeligt. Men på vej fra en bar til den næste, bliver tingene ligesom sat på plads. En lille pige - omkring syv år, stopper mig. Hun vil sælge tyggegummi.

Det er absolut det laveste i Vietnam. Gadebørnene sælger alt. Lige fra post-kort, lightere - som virkelig er éngangs, cigaretter og deres færdigheder udi skopudsning, og det hele er billigt. Men det kræver en startkapital, og har de ikke den, må de begynde på det laveste trin, og det er tyggegummi.

Sin unge alder til trods kan hun gøre sig forståelig på engelsk, og hun for-tæller, at hun er nødt til at sælge tyggegummi fra hun får fri fra skole, og til hun sent på natten finder et sted, hvor hun kan sove.

Jeg har ikke grund til ikke at tro på hendes forklaring. Vi finder senere ud af, at der er rigtigt mange - hvor mange er der ingen der ved, der lever som gadebørn.

Der kan gå år mellem, at jeg bruger tyggegummi, men der er jo ingen grund til, at det skal gå ud over hende. Så jeg køber hendes lager og bagefter forærer jeg det til hende. Der har vel været for omkring 20 kroner. Hun er glad, og med hinanden i hånden vandrer vi ned ad gaden. Hun forlader os først, da vi går ind i en restaurant.

Krigens ofre
I Vietnam er der ikke skumring, som vi er vant til. Mørket kommer tidligt, og det går hurtigt. Klokken 19 er det mørkt, og den næste aften, da vi er ude for at finde et sted at spise, får vi et chock.

Myndighederne mener, at der er omkring 50.000 - der på den ene eller anden måde er født som vanskabninger på grund af Agent Orange. De frygter, at op mod en million har giftstoffet dioxin i generne. I øjeblikket er det 3. generation, der bliver født med de forfærdeligste resultater.

Jeg hører en stemme sige "mr.", men jeg kan ikke se, hvem der taler til mig. Ved et tilfælde kigger jeg ned og træder et skridt tilbage. På et forvokset skateboard ligger en krøbling. Det ene ben er bøjet i en unaturlig vinkel fra hoften og op over ryggen og videre over hovedet. Det andet ben er bøjet i en tilsvarende vinkel fra knæet. Han ligger på maven og bruger sine knoer til at mave sig frem.

Vi får senere at vide, at det er et offer fra vietnamkrigens tid. Hans forældre var blevet udsat for et Agent Orange angreb fra amerikanernes side, og resultatet af, hvad der skulle have været en almindelig fødsel og et velskabt barn, kravler nu rundt og roder i renestenens affald for at finde noget at spise.

Staklen er dobbelt ramt. Ikke kun er han fuldstændig krøbling. Det er så grusomt et syn, at mange turister rædselsslagne skynder sig videre, uden at give ham nogle penge.

Vietnameserne mener, at måske én million mennesker lider af alvorlige følger af dioxinforgiftning, fordi de er blevet påvirket af sprøjtemidlet.

 

Billederne taler for sig selv. Mere end 30 år efter krigens slutning er de første retssager om erstatning mod den amerikanske regering endelig på vej.

 

Amerikanerne bruger Agent Orange som afløvningsmiddel i den sydvietname- siske jungle fra 1961 til 1975. Formålet er bedre at kunne se guerillaerne fra luften. Den omfattende dioxinforurening er en bieffekt.

40 mio. liter Agent Orange, som indeholder dioxin, bliver sprøjtet ud over 16% af Sydvietnam, i områder hvor 7,5% af befolkningen bor.

 

 

Amerikanerne vender tilbage
I dag fører amerikanerne sig frem som turister. I deres spraglede skjorter og blege hel- og halvfede ben skiller de sig tydeligt ud fra mængden. Flere vietnamesere fortæller, at de hader amerikanerne for deres kujonagtige opførelse - de opgav krigen og flygtede over hals og hovede i 1975. men vietnameserne er afhængige af deres dollars. De sydvietnamesere, der havde holdt med amerikanerne, har det stadigt svært i dagens Vietnam og mange opholder sig illegalt i Saigon, hvor de lever som tiggere, gadesælgere og cyklodrivere.

Der skal så lidt til for at hjælpe. Der er stadig mange vietnamesere, der lever under, hvad FN kalder fattigdomsgrænsen. Den svarer til en dollars om dagen. I 2001 var en dollars lig med otte danske kroner. For den sum kan en vietnameser overleve, men der er alligevel mange, der ikke kan skrabe så mange penge sammen.

Chinatown
Jeg har fortalt "min" cyklodriver, at vi gerne vil se Chinatown. Det er ikke så ligetil, for uofficielle overenskomster betyder, at det skal være kinesiske cyklodrivere, men det vil han gerne ordne. Næste dag møder to kinesere op præcist på klokkeslet, og kursen bliver sat mod Chinatown.

Chinatown i Saigon. Virkelig en oplevelse værd. Men det er en god ide at bruge en ansigtsmaske, for stanken af diesel er overvældende. Foto: John Lykkegaard

Hastigheden er moderat, og vi kommer længere og længere ind i chinatown. Stanken af diesel er overvældene, og vi kigger misundeligt på dem, der går rundt med masker for næse og mund. De små boder ligger tæt. Alt kan købes, og priserne er små.

Vi drejer fra hovedgaden, og jordveje afløser asfalten. Vi er ved at være uden- for turistområderne, og kineserne kigger efter os.

Mange vietnamesere og kinesere er buddister. På turen gør vi holdt ved et buddistisk tempel og kineserne viser rundt. For en dollars kan vi købe en spiralformet røgelsespind. Den bliver tændt og hængt op. I de 18 dage, der går, før den er brændt ned, er vi under Budda's beskyttelse.

Jeg er let at overtale, men jeg skal komme til at fortryde, at jeg ikke køber to, og så aftaler med kineseren, at han skal tænde den anden, når den første er brændt ud.

På den 19. dag, hvor vi er i Nha Trang på vejen tilbage til Saigon, falder jeg og bøjer tre ribben, hvilket betyder, at resten af turen bliver en anelse pinefuld.

Foto: Claus Sjödin