Når hjernen koger over

Der er flere og flere raske unge, der kæmper en daglig kamp mod ensomheden. Men når den unge samtidig lider af en svær psykisk lidelse, bliver livet til et helvede, og det desperate råb om hjælp bliver ofte misforstået

Af John Lykkegaard

Foto: Claus Sjödin

”Bornholm, Bornholm du dejlige ferieø.
Vis nu! Vis du! Vis vi! Vis jeg!
Dit sande livsglade ansigts øjne
jeg husker meget tit fra før”.

Ovenstående er det første vers i et digt, Peter (navnet er efter ønske ændret, red.), skriver ombord på færgen til Bornholm. Dagen før er han uden varsel blevet bortvist fra sin praktikplads i en børnehave i forbindelse med sin ud- dannelse som børnehavepædagog. En plads, han har været så glad for.

Peter er på vej til Bornholm for at besøge en ven og for at få den uhyggelige oplevelse på afstand. Han er på vej mod sit første alvorlige møde med sin psykiske lidelse. Han er med stormskridt på vej mod sin første tvangsindlæg-gelse på et psykiatrisk hospital.

- Jeg er på det tidspunkt 25 år, og det er min anden praktikperiode. Den før- ste har jeg tilbragt på en specialinstitution for udviklingshæmmede, og det har bare været så godt. Men denne gang går det galt. Jeg er deprimeret og en- som, og jeg får medicin mod depression. Det viser sig, at jeg skal have med nogle virkeligt kernesunde børn at gøre, og de har forældre, der, skønt de er travlt beskæftigede, kan være noget for deres børn i den sparsomme fritid. Børnene er så dygtige – har så mange evner, og de kan så ufatteligt meget.

- Normalt har jeg respekt for børn og kommer godt ud af det med dem. Men disse børn vil ikke respektere mig. De har ikke brug for mig, og de mopper mig. Det forstår jeg ikke, for jeg har tidligere været fodboldtræner, og det har fungeret godt. Men hold kæft, hvor har jeg problemer med de børn. Min prak- tikvejleder aner ikke, hvad hun skal stille op. Hun begynder at tage hensyn, og dét, at der bliver taget hensyn til mig, er ikke det, jeg har brug for, fortæl- ler Peter lidt forsigtigt. Han er nervøs, for det er første gang, han fortæller sin historie med henblik på offentliggørelse.

På kant med de andre pædagoger
Det lykkedes ham at komme ind på børnene. Men på et tidspunkt opdager han, at der er et barn, der er meget ked af det, og han mener, at der er noget ekstraordinært i vejen. Han fortæller det til sin vejleder, og da hun ikke vil gri- be ind, går han direkte til lederen. Hun sender det videre, og det viser sig se- nere, at han har ret, og en psykolog opdager årsagen.

- Jeg kan jo mærke, at det barn har det dårlig. Og hvor kender jeg det fra? Fra mig selv og min familie. Men det går galt. Min vejleder bliver senere souschef. Hun sidder meget på kontoret, og det ender med, at jeg oplever, at jeg har stuen alene. Jeg har fundet ud af, at den virksomhedsplan, de har, ikke virker optimalt. De har lavet en teoretisk plan uden at tænke på børnene. Jeg vil først finde ud af, hvad det er for nogle børn, vi har, og så dykke ned i en værk- tøjskasse for at finde de værktøjer, vi skal bruge.

- Jeg nøjes ikke med bare at iagttage. Jeg går tæt på børnene, og jeg ser helt anderledes på pædagogikken. Børnene begynder at fortælle mig ting, de nor- malt ikke ville have sagt til andre. Jeg får skyld for, at jeg ikke er professionel, for en professionel har jo nogle andre grænser.

Det ender med et ekstraordinært møde. Peter har en god kontakt til børnene og forældrene, men en dårlig kontakt til pædagogerne. Han er gået længere, end han må som studerende.

Men det tænker han ikke over. På mødet bliver det bestemt, at han ikke frem- over må have nære samtaler med forældre og børn. Da han afleverer en rap- port om en anden dreng, der er blevet anderledes ked af det, går det galt, og han bliver bortvist med få minutters varsel. Han får senere at vide af sin sous- chef på seminariet, at hvis han vil være professionel pædagog, må han lære at være kynisk. Men det kan han ikke leve med.

Foto: Claus Sjödin

Bliver indlagt
Den nat på færgen til Bornholm sover Peter næsten ikke. Han er ved at blive rablende manisk. Vennen kan se, at det er helt galt. Han får Peter op på psykiatrisk afdeling, hvor han får noget medicin. Han kommer hjem igen. Men nu kører toget.
  
- Jeg bliver ved med at tale, og min ven kan slet ikke følge med. Jeg taler om alt lige fra den helt store pædagogik til filosofi. Om aftenen bliver jeg indlagt.
  
Peter bliver i første omgang indlagt på en åben afdeling. Han forsøger at løse de andre indlagtes problemer, for dem kan han sagtens se. Han føler, at han er hamrende god til at løse deres problemer. Det ender med, at han bliver overført til den lukkede afdeling.

- Det reagerer jeg stærkt på. Hold da kæft, hvor jeg går amok. De er to eller fire betjente, der bærer mig ind gennem døren. Jeg er helt væk. Tankerne kommer i bølger. Jeg ser, hvordan min far har ligget som en grønsag på en lukket afdeling. Min far var fyldt med sløvende medicin. Det er det billede, jeg har af en lukket afdeling.

Ensom opvækst
Peter kommer fra en lille landsby i det midtjyske. Han fortæller, at han på en måde har haft en lykkelig barndom. Hans forældre skaber nogle rammer, hvor han kan trives. Hans hjem er som en hule, hvor han kan føle sig tryg. Men alt det, der er udenom, samfundet, er meget voldsomt, og det har før svigtet hans forældre.
  
- Begge mine forældre har i perioder en sindslidelse, men det er ikke den samme, som den jeg har. Min far har på et tidspunkt søgt hjælp, men det eneste han får, er medicin, og senere tør han ikke søge hjælp. Min mor er lærerinde, og da jeg er ét år, får hun problemer på skolen. Hun er en god lærer, men hun kan ikke sove om natten, og hun kan ikke forberede sig. Eleverne begynder at moppe hende, og det ender med, at hun får pension. Det tager meget hårdt på hende, og hun føler sig ikke noget værd, hverken som kvinde eller menneske.

De bor på et lille husmandssted, og da der i 1980’erne opstår en landbrugs- krise, er den eneste mulighed for at klare sig igennem, at faderen tager arbejde ved siden af som svejser, og han arbejder næsten i døgndrift.
  
- Jeg savner ham helt vildt meget. Hvor er han henne? Vi jo haft nogle gode arbejdsoplevelser sammen, men nu er det sjældent, at jeg ser ham. Jeg har en søster, der er syv år ældre end jeg. Men jeg har følt mig som enebarn, for hun kommer hjemmefra tidligt. Hun er den eneste i familien, der ikke lider af en psykisk sygdom.

- Min far har nogle jagtkammerater og de respekterer ham som en særling. Man skal respektere ham, som han er. Men han har svært ved at respektere den anden vej. Det går godt, så længe der er tale om meninger og holdninger, men når det gælder det følelsesmæssige, går det galt. Han er nervøs for at vise sine følelser. Han har en angstneurose, og han har en stor frygt for at mærke. I dag kan han godt give et knus og holde om mig. Men jeg kan ikke huske, at han nogensinde gjorde det, da jeg var barn.

Få venner
De tre lever et stille liv, og der er næsten aldrig besøg i det lille husmands- sted. I de første år er Peter meget stille. Faktisk så stille, at da han i en alder af fire, fem år kommer i børnehave, har han endnu ikke sagt et eneste ord.

Han har ikke savnet det, for der bliver ikke talt meget i hjemmet, og han føler, at det giver en form for magt, når han ikke siger noget. Men mødet med andre børn bliver et chok for Peter.
  
- Jeg tror, at jeg var bange for at tale. Jeg kan huske de første dage i børne- haven, hvor jeg for første gang hører børn, der snakker. Hvad er det nu for noget? Jeg har svært ved at få venner i børnehaven, men til gengæld får jeg en ven på nabogården, der er god til at tage sig af mig. Lige meget, hvordan jeg har det, kan jeg altid tage over til ham og bare være der. Så får jeg lov til at være sammen med ham og hans familie. Det bliver mit andet hjem. Det, jeg kalder mit overskudshjem. Han respekterer mig, som den, jeg er, og han hol- der af mig. Vi har været venner i 25 år, og vi ser hinanden jævnligt.

Bliver holdt uden for
De to venner kommer i samme klasse. Vennen er meget populær, og det smitter af på Peter, som bliver fredet. Han har det godt i de første år, men da de andre kommer i puberteten, er der nogle ting, Peter ikke må være med til. De andre føler, at han ikke er moden nok. Han bliver ikke inviteret med til fes- terne, og han får aldrig en kæreste. Når de andre fester, sidder Peter hjemme hos forældrene. De taler ikke meget med hinanden, og det kommer til at påvirke Peter, da han senere kommer på gymnasiet.
  
- Da jeg går ud af skolen, har jeg lyst til at læse videre. Mine forældre hjælper mig, og jeg kommer på gymnasiet. Det er skide hårdt for mig, og jeg er håb- løst bagud i de første tre måneder. Min klasse er rimelig god, men mit sprog er på det tidspunkt ikke særligt udviklet. Jeg har gået for meget derhjemme. Vi er jo altid alene, og vi har sjældent besøg.

- Jeg har et par faglige venner i klassen, men vi ses ikke privat. Den eneste, jeg har nær kontakt med, er en moster. Hende har jeg kendt, siden jeg var 13 år. Hun kommer til at betyde meget for mig. Men det er især, når det drejer sig om opdragelsen.

- Hun giver mig den nære opdragelse. Det gjorde min mor ikke. Jeg spiste som en hund, og jeg tror, at min moster skældte mig ud 1000 gange for bare at lære mig at sige ordet tak. Hun giver mig en kærlig opdragelse, og jeg tror, at det er hendes skyld, at jeg ikke bliver syg i mine pubertetsår.

Det første udbrud
Peter kommer ud af gymnasiet med et gennemsnit på 8,8. Men nu oplever han for alvor ensomheden. Han har ikke fået venner, som alle andre har. Han føler ikke, at han er noget, og han ved ikke, hvad han gerne vil være. Selv det, at finde et arbejde, virker uoverskueligt. Peter bliver deprimeret, og efter tre måneder foreslår hans far, at han hjælper på gården. Den kommende tid er bedre, og Peter bliver gladere. Men da han får et egentligt arbejde, går det op for ham:

- Shit, jeg flytter aldrig hjemmefra. Jeg er bange for, at jeg skal blive som min far, det er min største frygt. De mange aftener, hvor vi bare sidder foran TV’et – der foregår ikke noget efter klokken 20, for da har mine forældre ikke mere overskud, og dét, at jeg aldrig kommer ud, gør mig virkeligt bange.
  
Nogle år før er der sket der noget forfærdeligt, der tager meget hårdt på faderen.
  
- Min farmor tager livet af sig selv nogle dage før mine forældres sølvbryllup, og det tager utroligt hårdt på min far. Han har virkeligt kæmpet for at holde hende i live, for hun har haft det dårligt i mange år. Hun tager livet af sig selv på det værste tidspunkt og lige efter sølvbrylluppet går min far ned. Han sø- ger ikke hjælp, men ligger bare på sofaen, mens jeg går på gymnasiet. Det tager far tre år, før han begynder at få livsmodet tilbage.
  
Peter finder arbejde i den nærmeste by. Han spiller på det lokale serie seks hold, og han er en god fodboldspiller, men han er handicappet, og kan ikke spille en hel kamp. Men han elsker legen med bolden, og han får lov til at være med alligevel.
  
Senere begynder han på et ingeniørstudie i Sønderborg, men det er for svært. Han bliver ikke accepteret, og da han samtidig får problemer med øjnene, gi- ver han op et halvt år senere og flytter hjem igen. Det er i 1995, og Peter er 21.
  
- Det er en drøm, der brister. Jeg mister livsmodet fuldstændigt, og jeg vil ikke leve mere. Jeg får en stor depression. Når det gælder dem selv, har mine for- ældre opgivet kampen mod sindslidelserne. Men de gør alt for at hjælpe mig, og de sørger for, at jeg bliver indlagt.

Foto: Claus Sjödin

Det store spring til Århus
Da Peter bliver udskrevet, kommer han under lokalpsykiatrien, og efter tre måneder kommer han på højskole. Han føler sig uden for, men han begynder atter at fungere. Han får medicin mod depressionen, men lægerne har endnu ikke opdaget, hvad der er galt med ham.
  
Tilbage i hjembyen begynder han på HH, og det bliver en god tid. Han finder et værelse, og han kommer hjemmefra på en god måde. Samtidig får han et job som reservepost i byen, og han bliver træner for nogle lilleputter, så det går rigtigt godt.

Efter nogle pædagogmedhjælperstillinger ender det med, at Peter flytter til Århus og begynder på et pædagogseminarium. Og det fører frem til Bornholm.
  
På den lukkede afdeling får Peter en kærlig plejer. De er tre plejere til otte patienter, og det viser sig, efterhånden som Peter’s erfaringer med psykia- triske hospitaler bliver større, at være en ren luksus.
  
- Jeg får lov til at komme til stranden hver dag, og de giver mig omsorg. Jeg er meget glad for at være indlagt på Bornholm. Der er også en fodboldtræner, der er med til at fjerne min frygt. Han lover mig, at der ikke er nogen, der vil såre og mishandle mig. Han får mig til at slappe af.
  
Peter bliver overført til Psykiatrisk Hospital i Risskov. Det er helt anderledes, og Peter reagerer voldsomt.
  
- Der er tre, fire plejere til 16 patienter. Og så har de en regel, jeg ikke fatter, for den er med til at gøre det værre. Når man er manisk, undgår de kontakt. De fortæller mig ikke, hvad der er galt. De vil ikke sige noget til mig. De over- vejer, om jeg skal have medicin, men det nægter jeg. Jeg mener ikke, at jeg er syg. Det er jo et typisk tegn ved min sygdom. Jeg er ikke sygdomsbekendt.
  
14 dage senere møder Peter en psykiater, der forstår ham, og de begynder at behandle ham anderledes.
  
Peter bliver udskrevet efter en måned. Han får medicin, og han har fået sin diagnose. Den lange vej i kampen mod de store fejltagelser i sjælen er begyndt. Han bor på et kollegieværelse, hvor der kun er lidt fællesskab, og han ender i en depression. Han kommer på højskole, og det, at han er blandt sunde mennesker, hjælper ham.
    
Senere begynder Peter igen på seminariet. Men atter går det galt. Han får den samme praktiklærer igen, og det viser sig, at de ikke kan sammen. Peter melder sig ud og tager igen på en højskole. Men han bliver aldrig en del af fællesskabet og tager tilbage til Århus før de skal på turné med et teater- stykke. Han flytter ud til sin bedste ven i Århus, der bor i kollektiv. Det er hårdt at komme hjem igen.

Endnu en nedtur
Peter får et arbejde som pædagogmedhjælper i en integreret institution. Han fortæller ikke, at han har gået på seminariet, for så er han sikker på, at han ikke vil få stillingen. Børnehaven er god til almindelige børn, men de har også handicappede, og dem mener Peter ikke, at pædagogerne er gode til.

Han begynder at arbejde med en speciel handicappet dreng. Han gentager de forskellige ting med ham, og efter tre, fire gentagelser kan han det. Peter be- gynder at skrive bestemte ord til moderen, som hun skal gentage for dren- gen. Moderen bliver glad, for hun kan se i drengens øjne, at han kan huske oplevelserne.

- Jeg begynder at læse Peter Plys for ham. Jeg gentager ordet ”honning” igen og igen, og en dag siger han ”honning” til mig. Der er en stor glæde for mig og en stor sejr for drengen.
  
Det ender med, at drengen bliver taget fra Peter. Lederen kan godt se, at det er uretfærdigt.
  
- Så sker der dét, at jeg igen vil forandre tingene. Det ender med, at de bliver nervøse for mig. Jeg ved ikke helt, hvordan de opfatter mig, for jeg er bare så glad og begejstret, når jeg prøver at sætte ting i gang.
   
Peter begår nogle alvorlige fejl og går ud over sine kompetencer. Hans stue- pædagog har det dårligt. Peter opfatter det, som hun er ved at ryge ned i et hul, og han ved gerne hjælpe. Han kontakter en forælder, der også er pæda- gog, for han føler, at det er hans skyld, at stuepædagogen har det dårligt. Det ender med et møde, hvor Peter får at vide, at han har nogle vanvittige hold- ninger. Peter er nu på vej til at blive manisk, og han er oppe på de store følelser.

Fredag aften er Peter ude for at spise sammen med sine forældre, der er kommet til Århus for at fejre hans 28-års fødselsdag. Det ender med, at han falder i søvn.
  
Efter at have talt med nogle venner lørdag, beslutter Peter, at han vil tage ud til børnehavelederen for at undskylde sin opførsel. Hun bliver voldsomt vred, og hun er lidt bange for Peter. Senere samme aften kontakter han sine for- ældre, der bor på en campingplads, og sammen tager de ud til Risskov. Peter bliver indlagt. Om søndagen bliver han tvangstilbageholdt.

- Jeg bliver udskrevet efter fire måneder. Men det er hårdt for mig. Studiet er røget, medhjælperstillingen er røget. Jeg har mistet en nær ven, der har be- søgt mig hver dag, men til sidst bliver det for meget for ham, og pludselig er han væk. Det er et svigt. Jeg opdager ikke, at han får det dårligt af at besøge mig.

- Det eneste, jeg føler, jeg har tilbage, er kollegieværelset og to nære venner. Jeg tager hjem, finder nogle knive og begynder at skære mig i armen. Jeg føler ikke, at livet er værd at leve. Jeg bliver heldigvis fundet og bragt tilbage på afdelingen.

Foto: Claus Sjödin

Ingen kontakt
Tilbudet til Peter er en sengeplads med en fast vagt.

- Der er ingen samtaler, og det er dét, jeg virkelig har brug for. De tilbyder mig elektrochokbehandling, men der er ingen form for kontakt. Jeg ligger bare i min seng. Til sidst ender jeg igen på den lukkede afdeling. På Risskov er samtaler ikke en del af behandlingen. De fokuserer kun på den medicinske behandling.

- De mener, at når man har det så dårligt, som jeg har det, bliver det kun vær- re med samtaler, men det er jo det, jeg så desperat higer efter. Det er et råb om hjælp, der bliver overhørt. Jeg er et stort råb om hjælp. Jeg har brug for omsorg, og ikke at blive fyldt med sløvende medicin. Der er så mange vigtige ting i mit liv, jeg føler er smadret, men det forstår de ikke.

Efter fire måneder mener overlægen, at Peter igen er parat til samfundet. Han får en bostøtte og en lille lejlighed. Men samtidig får han en depression og er langt nede i længere tid. Han bliver tilmeldt REVA for at bliver arbejdstestet.
  
- Jeg begynder at gå til svømning sammen med en ven, jeg har fået på afde- lingen. Jeg begynder også at gå til idræt og motionerer meget. Jeg løber og spiller fodbold og badminton. Samtidig begynder jeg på aftenskole. Jeg har meldt mig til et kursus i teatersport. Det er noget, jeg virkelig godt kan lide, og jeg finder ud af, at det hjælper mig i behandlingen af mig selv. Jeg møder en pige, som jeg er meget, meget interesseret i, men desværre er hun ikke interesseret i mig. Men på et tidspunkt bliver hun interesseret, og jeg bliver forelsket.

Det er i 2004. Peter føler ikke, at han er god nok til hende, og han begynder igen at blive manisk. Han begynder at arrangere mange store ting for hende, men hun er ikke interesseret, og hun føler sig ikke tryg ved ham.

Mødet med den unge psykiater
Peter opsøger i maj 2004 igen psykiatrisk hospital og bliver denne gang frivilligt indlagt på en åben afdeling, men dagen efter bliver han tvangsindlagt. Han kan færdes frit i fem kvarter om dagen og bliver ved med at gå på aftenskolen.

- Jeg får samtidig samtaler med en ung nyuddannet psykiater. Han er hamren- de dominerende. Ham kan jeg bare ikke snuppe. Han tvangsindlægger mig, fordi jeg ikke vil tage den medicin, han anbefaler. Jeg tager i forvejen medicin mod min sygdom, men da han ikke vil fortælle, hvad den nye medicin er godt for, siger jeg nej tak. Først langt senere finder jeg ud af, at det er mod hjer- nestress. Jeg begynder at tage medicinen, og den hjælper faktisk ganske godt.
  
En dag er Peter for første gang til møde med overlægen. Afdelingssygeplejersken er også med. Peter mener, at de har en ganske fornuftig samtale. Det mener overlægen ikke. Afdelingssygeplejersken siger, at Peter lider af storhedsvanvid, og han bliver tvangsindlagt.
  
Peter er forelsket, og på kronprinsens bryllupsdag vil han holde en fest for kærligheden. Den dag er for Peter et symbol på kærlighed. Han må ikke forlade afdelingen, så han ringer rundt, til han endelig finder en blomster- handler, der vil køre ud med fire store buketter røde og gule roser. Dem for- deler han på bordene og begynder at flytte rundt på tingene for at skabe hygge.
  
- Samtidig vil jeg gerne have, at vi kan synge Grundtvigs kærlighedssang til hans hustru. Den ligger hjemme, så jeg ringer efter en taxa. Jeg vil give chaufføren nøglen til min lejlighed, så han kan hente sangen. Men personalet stopper mig. De mener, at det er rablende vanvittigt at overlade nøglen til en vildt fremmed. Det ender med, at min ven kommer med sangen. Men festen bliver aldrig, som jeg gerne vil have den, for plejerne overtager styringen.

Hende skal det være
Igen bliver Peter udskrevet. Igen får han det dårligt. Til et foredrag møder han en kvinde, han har gået på seminarium med, og han mærker, at hun kan se noget i ham, og han får en aftale. De begynder at se hinanden af og til, og hun giver ham nærværd og mange oplevelser. For første gang er det ham, der må holde lidt igen.
  
- Jeg kan fortælle hende om alle mine tanker, og hun bliver ved med at holde af mig. Der bliver jeg for alvor forelsket. Hun vil ikke det samme som jeg, men vi aftaler nogle spilleregler. I sommerferien indrømmer jeg mine dybe følelser for hende. Jeg bliver nervøs for, at hun er ved at finde en kæreste. Det viser sig, at det er hun ikke. Men hun kan se, at det forhold, jeg ønsker, ikke er det samme, som det forhold, hun tror, at vi har. Hun har nogle følelser i hendes mave. Hun spørger ikke sin mave hvorfor? Hun stoler på sin mave, og hun fortæller mig, at vi ikke kan se hinanden mere. Det er som en bombe, og det er skide hårdt.

Peter bliver hen over sommeren indlagt nogle gange for at få bearbejdet sine følelser. På et tidspunkt skriver han et brev til hende, men hun svarer aldrig. Alligevel mener han, at det er godt for ham at skrive brevet. Senere har han har fået kontakt til to gode psykiatere, og han har fået en større vennekreds.
  
Der står Peter i dag. Han er blevet indstillet til en førtidspension. Han er ble- vet mere rask end for fem år siden, og han er kommet ind i nogle dybere følelser omkring tilværelsen og sygdommen. Peter føler, at han har fået et godt men voldsomt liv, og han føler, at han er til gavn for mange mennesker. Han har sine forældre, sine venner og mange alsidige interesser. Artiklen blev indledt med det første vers af det digt, Peter skrev på færgen. Her er sidste vers.