Mine minutter i dødens hotel
Det er påskelørdag 2002 kort efter klokken 23. Folk hænger skri-gende ud af vinduerne på Hotel Viking i Randers. Røgen vælter frem. På et toilet på 1. sal sidder en mand krøbet sammen. I de hektiske minutter overser tre modige betjente manden, og han bliver senere fundet død
Af John Lykkegaard
At de tre i den tykke, farlige røg overser den siddende mand på toilettet, er bagefter det værste for politiassistent i Randers, Finn Christensen. Han tænker stadig på, om de kunne have gjort det bedre. Men han trøster sig med, at fire blev reddet ud.
- Da vi hurtigt kører den forholdsvise korte strækning fra politigården til Hotel Viking i Jernbanegade, taler vi om, at det er et gammelt hotel. Vi kender jo de fleste af beboerne, og vi frygter, at vi er på vej mod en katastrofe, fortæller Finn Christensen.
Han får ret. I løbet af den næste time udretter han sammen med to kollegaer, politiassistenterne Poul Buus og Lars Bo Jensen en heltemodig indsats og redder fire stærkt forkomne mennesker ud fra den gamle brandfælde. Det er en indsats, som Rigspolitichefen påskønner, da han senere giver de tre en dusør for deres indgriben.
En brandfælde
De 31 værelser på Hotel Viking har i årevis været det sidste stop for mange. De fleste af beboerne er misbrugere - enten af alkohol eller hash og andre stoffer, og det er kun enkelte, der har et arbejde. Ejeren er i samarbejde med Randers Kommune i gang med en omfattende modernisering, og det er meningen, at der i stueetagen skal indrettes et folkekøkken. Men affald fra håndværkerne, der endnu står på gangene, får, sammen med de mange malerspande en afgørende betydning for brandens udvikling. Det gør det ikke bedre, da det senere viser sig, at flere branddøre fra trappen og ind til gangene ikke er lukket.
Hektiske minutter
Finn Christensen er netop begyndt på sin vagt klokken 23 påskelørdag, da alarmen lyder: Det brænder på Hotel Viking.
- Vi kører om til hovedindgangen i Jernbanegade. Der er ikke så meget ild, men der kommer røg ud fra bygningen, og folk hænger skrigende ud fra vinduerne. Vi ved, at vi skal arbejde hurtigt.
De kommer ind i hotellet via et værtshus i kælderen og når op til dét, der senere viser sig at være arnestedet. Men her har flammer og røg spærret af for videre indtrængen, og de kan ikke komme ind på trappen. De løber hurtigt ud igen og kommer i kontakt med en nabo i nummer 14. Han viser dem om i hotellets gård.
- Da vi når om i gården, står de beboere, der er kommet ud ved egen hjælp, chokerede og kigger på branden. Brandbilerne er endnu ikke nået frem. Det er stadig kun få minutter siden, alarmen lød. Vi løber ind i trappetårnet. Der er tykt med røg, og vi kan ikke se ret meget.
- Døren til stueplanet står åben, og vi løber op til 1. sal. På vejen får vi åbnet et vindue. Da vi åbner døren ind til gangen, vælter røgen ud. Vi må kravle ind. Vi kravler fremad, men en åben dør til et toilet spærer for os i den smalle gang. Jeg skubber til den og kravler videre.
- Vi finder en person, som vi får trukket ud. Vi finder en mere. De er ved bevidsthed, men de er fortumlede, og de ved ikke, hvad der foregår.
Senere, efter at brandfolkene har slukket ilden og undersøger stedet, finder de en død person på det toilet, som Finn Christensen skubbede døren til for at kunne komme videre. Det kommer som et chok for Finn, for han havde ingen anelse om, at der var en person i den røgfyldte gang, som de ikke opdagede.
Flere bliver reddet
Da de kommer ud med den anden person, får de øje på to personer, der hænger ud af et vindue på 3. sal. Finn Christensen råber, at der er brug for en stigevogn, inden han igen løber ind i den brændende bygning.
- Jeg kravler frem til en kvinde, der ligger på alle fire. Jeg lyser på hende, men hun reagerer ikke. Min kollega og jeg må på grund af den kraftige røg bruge flere forsøg på at få hende reddet, og til sidst lykkedes det.
Endnu to personer får de reddet ud fra 2.sal. Men nu er flammer og røg blevet så massiv, at det er umuligt at komme ind igen.
- Da vi er kommet ud, ser jeg, at de to stadig hænger ud fra 3. sal, men pludselig er de væk. Jeg frygter, at de er omkommet. Jeg ved ikke, at de ligger på knæ, samtidig med, at de taler med vagtcentralen i mobiltelefon. De kommer atter tilsyne. Det letter, men de er endnu ikke reddet.
Stigen er for kort
Den stige, der i al hast bliver sat op, er et par meter for kort. En brandmand kravler op for at berolige de to, der viser sig at være en mand og en kvinde.
- Jeg er bange. Jeg frygter, at de to vil prøve at springe ned til stigen og forsøge at gribe fat i brandmanden. Der er omkring 14 meter ned til jorden, og jeg frygter, at det vil ende galt. Men heldigvis bevarer de roen.
En springpude bliver sat op. Den skal ligge på et stabilt underlag for at virke optimalt, men sådanne forhold er der ikke i gården. Alligevel lykkedes det for de to at springe og kvinden springer først.
Med flammerne som baggrund springer manden. Det er i sidste øjeblik, for i sekunderne efter lyder en kraftig eksplosion, og nu er det umuligt selv for røgdykkerne at forsøge at redde flere ud.
Seks døde
I alt omkommer seks mennesker ved branden. Mellem dem er to af de fire Finn Christensen og hans kollegaer reddede ud. Men de må også selv en tur omkring skadestuen.
- Lars Bo's ringfinger begynder at svumle op. Vi får klippet hans vielsesring af. Fingeren er forstuvet, men det er også gået ud over langefingeren, der viser sig at være brækket. Vi har opkastningsfornemmelser og er ru i halsen, så vi beslutter, at vi vil et smut omkring skadestuen.
De tre betjente bliver indlagt til observation. Finn Christensen bliver udskrevet klokken fem søndag morgen og kører direkte ned på politigår-den. Han vil høre, hvordan det har udviklet sig, og han trænger til at tale med andre.
En psykolog er med ved briefningen, og hun hjælper i den kommende tid de tre gennem deres oplevelser.
I de kritiske minutter tænkte han ikke på andet end at få folk ud, og han mener ikke, at han og hans kollegaer var i fare.
- Det hele var et stort kaos. Vi er ikke uddannet til at færdes i brændende bygninger, men vi var jo de første der nåede frem, og jeg føler ikke, at vi var dumdristige. Vi gjorde bare, hvad vi kunne, men jeg glemmer aldrig manden på toilettet, siger Finn Christensen stille.
Flere artikler
|
