Havet var Oles halve liv

- Jeg har set døden i øjnene tre gange

Ole Høj Jensen fra Lemvig er nu gået på pension. Hans krop er slidt ned efter et hårdt liv som fisker. Men sammen med hunden Mulle går han dagligt forbi havnen, mens tankerne får lov til at vandre. Der er både gode og dårlige minder. Tre gange har Ole vundet kampen mod et oprørt hav. Foto: Allan Holck

Af John Lykkegaard

- Mor var ikke just lykkelig, da jeg som 16-årig fortalte, at jeg ville være fisker. Men jeg prøvede at berolige hende, og sagde spøgende: "Den drukner ej, som hænges skal." Og selv om jeg var tæt på at drukne tre gange, fik jeg jo ret, fortæller - tilbage i 2003 - 60-årige Ole Høj Jensen.

Alle ved, at fiskerierhvervet er både hårdt og farligt. Der er ikke flere beskæf-tiget med at fange fisk i Danmark, end at fiskerne kender kollegaer, der har mistet livet på søen, og der er ikke den fiskerihavn, der er gået ram forbi. Ole har mistet tre af sine bedste venner inden for den samme vinter.

Nu er han gået på pension. Før tiden. Kroppen er slidt ned. Kampen mod bølgerne er et overstået kapitel. I dag foregår kampen mod de stærke smer- ter, et langt liv på søen har givet ham.

- Ryggen er ødelagt. Jeg har kolde fingre, og det går ned i fødderne. Jeg føler, at mine fødder hele tiden sover. Den sidste tid til havs tog jeg medicin, bare for at holde mig i gang. Men smerterne var der alligevel hele tiden, så i 1999 måtte jeg give op og gå i land. Det hele endte med, at jeg fik en kold lunge- betændelse, mens vi var til havs i november, og siden har jeg ikke været ude at sejle.

Når Ole er varmet op, sætter han gerne ord på alle minderne. Gode som dårlige. Foto: Allan Holck

Udsigt til minderne
Fra køkkenvinduet har Ole udsigt til havnen i Lemvig. Han kan se ned på de små, skrø- belige fiskerkuttere, der jævnligt stikker til havs med alle vennerne ombord, og selv om han har givet op, rykker det alligevel i ham, når skibene tørner ud.

- Jeg har altid elsket havet. Det har været mere end det halve af mit liv, smiler Ole.

Hårdt arbejde
På en fiskerkutter er arbejdsdagen hele døgnet. Af og til bliver det til lidt søvn, men det afhænger af, hvor meget eller lidt, der bliver fanget. Det er aldrig fyraften, før den sidste fisk er pakket godt af vejen.

Ole har mest været med til at fiske med snurrevod. Det er en lang proces, der invol-verer flere kilometer tov og store net, og det tager tid at få voddene ud og hevet ind igen. Af og til sker det op til seks gange i døgnet.

Når døden lurer
Den første gang, Ole er i ubehagelig nær-kontakt med bølgerne er i 1962. Han har netop aftjent sin værnepligt på Holmen, og han er taget til Esbjerg, hvor det er meningen, at han vil fortsætte til England. Men da han ikke kan få hyre, vælger han at tage ud med en lokal fiskerkutter.

- Vi fisker i den sydlige del af Nordsøen. Skibet får en forkert sø, og jeg bliver kastet over bord. Det er i november, og vandet er forholdsvis varmt. Det er tidlig morgen, og vi er ved at køre grejet i havet. Hvor længe, jeg ligger i bølgerne, ved jeg ikke. Måske går der fem minutter. Måske ti. Men det sjove er, at jeg lige har fået en blankskygget kasket, og den har jeg stadig på, da jeg bliver reddet, husker Ole.

Det er svært at holde sig væk, nå det gamle skib ligger ved kajen, så Ole sniger sig af og til ombord, og tankerne går på langfart. Foto: Allan Holck

Ole's makker har set, da han ryger over bord, og i mørket får makkeren den lille kutter vendt rundt.

- Jeg var dengang en habil svømmer, og min kondition var i orden. Men alt det tøj, jeg har på, bliver jo meget tungt, da det bliver vådt. Der er temmelig meget vind, og bølgerne har en pæn størrelse, men det er for os et ganske almindeligt arbejdsvejr. Bedstemanden kaster en redningskrans ud. Den får jeg omkring mig, og så forsvinder panikken.

Moderens drøm
Ole vil ikke gøre sine forældre bekymrede, så han fortæller dem ikke om sin uhyggelige oplevelse. Men der er mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart skulle tro. I december ringer han hjem til sin mor for at få hende til at sende noget tøj.

Da forældrene skal holde jul og nytår på Sjælland, vælger de at tage toget omkring Esbjerg. Da de snakker hyggeligt sammen, har Ole en oplevelse, der får ham til at tænke lidt over tilværelsen.

- Der var vel en halv times tid til, at toget skulle køre. Pludselig spørger mor, om jeg har været i Lemvig den og den dag. Hun er vågnet ved, at hun hører mig banke på vinduet. Hun står op, men kan ikke finde mig. Så hun går udenfor for at lede, men jeg er der jo ikke. Det mærkelige er, at det sker præcist i de minutter, hvor jeg ligger i bølgerne og kæmper for livet.

Hjem til Lemvig
Ole tager først et smut omkring Hvide Sande - hvor han er et par år, men så vælger han at rejse tilbage til Lemvig. Han bliver gift og får en datter. Men det går ikke. I 1968 bliver han skilt. Familielivet kan ikke forenes med livet på havet.

Årene går. Men skærtorsdag 1982 rækker manden med leen igen ud efter Ole. Skipper og Ole har været i England for at hente en ny båd. Men på den første tur går det galt sidst på eftermiddagen.

Tror han skal dø
- Det er rigtigt dårligt vejr, og der er nogle slemme dønninger. Skipper vil have sat ankergrejet, for at vi ikke skal ligge og drive for natten. Vi trænger alle til en ordentlig nattesøvn. Jeg står i stævnen for at dirigere, da skibet sætter sig i en sø og en stor nylontrosse hopper af. Den rammer mig lige i maven med et ordentligt smæk. jeg bliver kastet ud over rælingen, og da jeg rammer vandet, er det som at få et kæmpe chock, for vandet er koldt, siger Ole stille.

Anden gang Ole ligger i bølge-rne, giver han op. Men en stædig skipper får ham overtalt til at kæmpe videre. Foto: Allan Holck

Alle mænd er på dæk, og det bliver hurtigt opdaget, at Ole er kastet over bord. Men denne gang er det alvorligt, og Ole kæmper desperat for livet. Det bliver en kamp, som han er ved at tabe.

- I min store enfoldighed prøver jeg at kravle op på skibet. Dengang vejede jeg 115 kilo, så det er umuligt. Regner du tøjet med, er vægten vel omkring de 150 kilo. Det er mere end jeg kan klare. Jeg kommer halvvejs op, så kan jeg simpelthen ikke mere og jeg må slippe taget.

Ole giver op
Ole driver væk fra skibet. Han kæmper for at holde sig oppe, men så går han under før-ste gang.

- Jeg kommer op, men går under endnu engang. Igen kommer jeg op. Jeg råber til de andre, at jeg ikke kan mere. Jeg råber farvel, og at de må have det godt. Så kommer skipper farende. Han bruger store ord. Bander og svovler. Han råber, at jeg er et fejt svin, og jeg kan få et par på hovedet, hvis jeg giver op.

Det sætter noget i gang. Skipper er ikke særlig stor, og han skal ikke love mig tæsk. Jeg bliver så rasende over min situation, at det giver mig så mange kræfter, at jeg igen kan kæmpe mig hen til skibet.

- Denne gang lykkedes det at få mig hevet op på dækket. Skipper har reddet mit liv. Jeg troede ikke, at jeg overlevede denne gang. Jeg kan ikke huske præcist, hvad jeg tænkte, men da jeg havde givet op, føltes det dejligt. Da jeg indså, at jeg skulle dø, forsvandt panikken og rædslen. Efter den oplevelse er jeg ikke bange for at dø.

Nægter at gå i land
At kæmpe for livet i et frådende hav to gange, kan få mangen en sømand til at gå i land. Men ikke Ole. Han vælger at fortsætte sit liv som fisker, for han mener, at livet er forudbestemt, og når han har overlevet to gange, kan det vel ikke være meningen, at han skal dø på havet.

Sejlet ned
Ole har stadig en uhyggelig oplevelse til gode. Tidligt søndag morgen den 28. maj 1989 bliver Lemvig-kutteren "Gladeto" - som Ole er påmønstret - sejlet ned af Hirtshals-kutteren "Fabrian."

Den lille 38 tons trækutter har ikke en chance, da det 192 tons tunge jernskib med stor kraft rammer "Gladeto" i bagbords side helt agterude, og på under ti minutter har det lille skib sat sin sidste kurs mod havets bund.

- Jeg fatter ikke, at det kan ske. Havet er så stille, og der er udsigt horison-ten rundt. I søforhøret kommer det frem, at de har problemer med deres radar, og styrmanden er optaget af at løse problemerne, da de sejler os ned. Men man bruger slet ikke radar, når vejret er så fint.

- Vi når lige at komme op på taget af styrhuset og få smidt en gummibåd i vandet, før skibet går ned. Vi er tre om bord, og vi bliver alle reddet. Oplevel-sen er dog for meget for yngste mand, som kort tid efter vælger at gå i land.

I dag ser Ole tilbage på et liv som fisker, han trods de uhyggelige oplevelser ikke ville være foruden.

- Jeg fik jo ret. Den drukner ej som hænges skal. Men jeg er nu lidt spændt på fremtiden...

Læs flere artikler