Artikler --> Saigon --> Togrejsen --> Hanoi --> Nha Trang

Når hotelejeren bliver sur, fyrer han personalet

Vi har indtil nu boet på gode og mindre gode hoteller. Men bunden bliver nået i Nha Trang, hvor værten på Thanh Binh Mini Hotel bruger alle kneb for at lokke penge ud af turisterne

Af John Lykkegaard
Vi forlader Hanoi en lørdag aften og sætter kursen sydover. Men da vi først skal møde de tre andre kollegaer om torsdagen ugen efter, har vi tid til at se noget mere af Vietnam.

Vi har købt billeter til Nha Trang, som er Vietnams svar på den franske riviera.

Receptionisten fra hotellet følger os til banegården. Vi er, gennem de otte dage, vi har boet på hotellet, blevet helt gode venner, og vi har været hjemme hos ham for at besøge hans familie.

Skønt vi har boet på et luderhotel, har vi fået nogle små gaver af personalet, og vi har haft travlt med at købe nogle gaver til dem. Vi er blevet behandlet helt fantastisk, og med store smil har de sørget for, at vi aldrig har manglet noget.

Vi har tit siddet i den lille reception og talt med hinanden og vi har fået litervis af kaffe, der aldrig er blevet skrevet på regningen.

Så det er faktisk lidt vemodigt, at vi nu står på banegården og siger farvel til hinanden.

Da turen til Nha Trang tager det meste af et døgn, har vi bestilt en sovekupé. Vi deler kupé med en ung ingeniørstuderende, der er på vej hjem til Saigon. Han taler et rimeligt engelsk, og søndagen går med at høre hans historie.

Da det bliver middag, kommer personalet rundt med mad. Vor nye rejsefælle får øje på en kasse med æg.

Han griner over hele hovedet og gnider sig på maven. Han køber seks æg, og forærer mig de tre. Jørgen takker pænt nej.

Jeg slår hul på det første æg og får et chock. Et lille sort foster med et lille gult næb kigger op på mig.

Nå, ja. Kontrollen er vel ikke så effektiv som i Danmark, så jeg slår hul på et nyt æg. Det giver det samme resultat. Jeg kigger over på den glade giver. Han smasker højlydt, mens han gnasker sig gennem sine fostre. For det skal være sådan. Det er andeæg, og det er en stor vietnamesisk specialitet.

Det er lidt pinligt. Men jeg kan simpelthen ikke få det ned. Jeg gør et par forsøg, og fostervandet kommer ned. Men da jeg skal til at sætte tænderne i fjer, øjne og næb, giver jeg op.

Jeg føler mig som lidt af en kryster. Før vi rejste til Vietnam, havde jeg lovet mig selv, at jeg ville spise det samme som de lokale. Og nu sidder jeg her og giver op for anden gang.

Første gang var i Hanoi, hvor vi var blevet inviteret ud på en hunderestaurant. Hjemme har jeg en golden retriver som har været en del af familien i mere end 15 år, og jeg kan ikke få mig selv til at sætte tænderne i Ziggi's artsfælle her i Vietnam.

Bondefanget
Sent søndag aften ankommer vi til Nha Trang. Jørgen har - efter at have læst i lonely planets rejseguide over Vietnam, fundet det hotel, hvor vi skal bo de næste tre dage.

Vi tagen en taxi, og det er ikke svært at få et værelse. Hotellet ser ikke værre ud end så mange andre, men så hører ligheden op.

Udefra ser Thanh Binh Mini Hotel på Tran Phu 84 i Nha Trang rimeligt ud. Men man kan ikke spise på hotellet, og i de kommende dage bliver vi snydt så vandet driver. Værten glemmer os ikke lige med det samme, for før vi tager afsted, har vi fået hævn for alle hans numre. Foto: John Lykkegaard

Hotellet ligger lige ned til stranden. En ung pige indskriver os og viser os op til værelset. Det er hverken værre eller bedre end så mange andre hoteller, jeg har boet på.

Hun får vores beskidte vasketøj, og hun lover, at det vil være klart dagen efter. Det trækker dog ud, og vi får det først om tirsdagen. Minus et par af mine bukser.

Da jeg gør hende opmærksom på, at der mangler et par sorte cowboy bukser, bryder helvedet løs.

Hun bryder sammen og græder. Og da receptionen ligger lige ud til gaden, er der snart samlet et lille opløb. Hun kan ikke engelsk, men nogle andre over-sætter, og de fortæller, at hun stammer fra landet. Hun har taget arbejde på hotellet for at kunne sende penge hjem til familien, og nu vil hun uden tvivl blive fyret.

Så kommer værten og blander sig. Det er den højeste vietnameser, vi har set, og han har lige størrelsen til at kunne være i mine bukser.

Han er vred og siger, at jeg selvfølgelig skal have mine bukser erstattet. Da jeg fortæller, at bukserne har kostet, hvad der svarer til 1.5 mio. dong, kigger de måbende på mig.

Han trækker i land. Modstræbende siger han, at han må betale hvad det kos-ter, men så er han nødt til at fyre pigen.

I betragtning af, at den stakkels pige skal forsørge det meste af sin familie med sin usle løn, giver jeg op. Det vil jeg ikke have til at sidde på mig, så jeg dropper mine krav.

Udsigten fra hotellet er der ikke noget i vejen med. Men lige så snart vi bevæger os ned på stranden, bliver vi overfaldet at tiggere og sælgere. Og vi bliver advaret mod at være på stranden om aftenen og natten, for så kan vi risikere at blive overfaldet. Foto: John Lykkegaard

Mandag tager vi op i byen. Uden for hotellet har en cyklodriver sit faste op-holdssted. Han bliver min faste kører de næste dage, og det byder på flere ikke planlagte oplevelser.

Jeg fortæller ham, at jeg skal på banegården for at bestille biletter til toget. "yes, yes" griner han, og det går derudad. Forpustet gør han holdt ved rute-bilstationen.

En anden gang spørger jeg, om han kender et sted, hvor jeg kan få en pizza. Igen får jeg svaret "yes, yes". Igen trasker han i pedalerne. Han kører længe omkring, og til sidst må han spørge sig for. På et tidspunkt giver han op og kører mig til en restaurant, som måske ikke har pizza, men mad har de. Det er han helt sikker på.

Jeg har sagt, at jeg selv finder tilbage til hotellet, men det forstår han ikke et muk af. Så han bliver stående udenfor, mens jeg får noget at spise. Maden er udmærket, betjeningen er venlig og kan lidt engelsk, så det bliver dér, vi spi-ser de kommende dage.

Fattigdom
Vi har opdaget et marked ikke så langt fra hotellet, så en eftermiddag går vi derhen. Det er bestemt ikke et sted for turister. Jo længere vi kommer ind i kvarteret, jo større bliver fattigdommen. Her er tiggerne i overtal. Vi har en lang kø efter os, og det er umuligt at få fred til at købe noget. Og lysten er heller ikke så stor, som den har været.

Hævnen er sød
Det er blevet onsdag og om aftenen kommer der en minibus for at samle os op. Den skal sørge for, at vi tidligt torsdag morgen er i Saigon efter en køretur på omkring 450 kilometer.

Men det er stadig eftermiddag. Jeg sidder ude på svalegangen, da der lyder et brag inde fra værelset. Lidt senere kommer Jørgen ud. Han fortæller, at da han er ved at børste tænder, kommer han til at læne sig mod håndvasken. Det kan den ikke holde til og med et brag lander den på gulvet. I mange dele.

Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, og det bliver til latterkramper, da han få minutter efter - og et lidt mindre brag - kommer ud for at fortælle, at også låget til wc-cisternen er gået i stykker. Denne gang er det en dåse deodorant, der er den skyldige.

Jørgen får travlt. Han husker stadig den gale hotelejer, og ser en kæmpe-erstatning for sig. Han tager op i byen for at finde ud af, hvad en håndvask koster, og så for at købe noget superlim, for cisternelåget er han sikker på, at han kan lime.

Han finder ud af, at en ny vask koster 165.000 dong, hvilket svarer til 11 dollars, og det kan han betale sig fra. Cisternelåget bliver limet og ser ud som nyt igen.

Da vi skal chekke ud, fortæller Jørgen, hvad der er sket. Selvfølgelig bliver der et stort påstyr. Værten springer ophidset omkring, og den lille pige i receptio-nen græder og er nervøs.

Han forlanger 100 dollars. Det får mig til at grine. Rasende siger han, at hvis vi ikke betaler, må han fyre den lille pige. Han glemmer helt, at hun er uden skyld i det skete. Gad vide, hvor tit hun bliver truet med fyring.

Jeg begynder at blive lidt sur. Minibussen kan snart være her, og problemet skal vi have ordnet i en fart. Jeg siger til værten, at skal han have 100 dollars, skal jeg have 120 dollars for de mistede bukser.

Det hidser ham endnu mere op, og det er først, da jeg beder ham om at tilkalde politiet, at han falder ned. Det med politiet er lidt af et sats, for jeg ved ikke, hvordan politiet vil reagere i denne situation. Men det ved hoteleje-ren åbenbart.

Det ender med, at Jørgen giver ham 10 dollars til en ny vask, og i minibussen kører vi væk fra hotellet, mens værten stadig står og råber op.

Én lang gade
Vi kører lidt omkring i byen for at samle andre turister op, og så bliver kursen sat mod Saigon. Vejen er - efter lokale forhold - god, og farten er høj. Vi er hurtigt ude på landet, men her bliver vi overraskede. Boder og små huse ligger tæt langs vejen, og det gør de alle 450 kilometer til Saigon.

Vi gør holdt et par gange for at spise og komme på toilet. Og uanset, hvor sent det er, er de forskellige boder åbne.

Vi ankommer til Saigon torsdag morgen klokken fem. Til alles skuffelse gør chaufføren holdt i udkanten af byen og fortæller os, at han skal sove en time, før han kører os til vore hoteller.

Det bliver en lang time. Det har været svært at sove, og vi glæder os bare til at komme til et hotel.

Endelig bliver klokken seks, og han kører videre. Vi bliver sat af uden for et hotel. Denne gang får vi to enkeltværelser, og vi bærer vore kufferter op på tredje sal. Det er lidt af en opgave. Trappen op til første sal er nærmest en stige. Men fra første sal og videre op er der tale om en rigtig trappe.

Senere på dagen møder vi de andre, og snakken går. Vi har jo alle oplevet en masse, og det er rart at høre, at de har fået optaget en del film.

Fredag morgen bliver vi hentet af en taxi, og turen går mod lufthavnen. Den-ne gang ved vi, hvad turen koster, så vi bliver ikke snydt.

Flyet letter klokken 10, og et par timer senere er vi i Singapore. Her skal vi vente i otte timer, før vi kan komme med et fly til Danmark. Men Singapore Airlines har arrangeret en bustur i byen, så tiden går hurtigt. Men det er en stor omvæltning at se den moderne by uden tiggere bare få timer efter, at vi har forladt Vietnam.

Flyveturen hjem er lige så behagelig, som da vi fløj ud, og betjeningen er igen i top.

Det har været en fantastisk tur. Der har været et par uheldige episoder, men generelt har vi fået mange gode indtryk af Vietnam, og jeg vender gerne tilbage, men næste gang bliver det som turist.

Tilbage til artikler