Fristedet i nattekulden

Det er aften. En halv times tid i midnat. Brian sidder på trappen med et tæppe over sig og ryster af kulde. Han venter på, at Kirkens Kors- hærs Nattjeneste i Nørre Allé i Århus skal åbne op til sine varme stu- er, kaffe og samvær med ligesindede. Hus Forbi fik lov til at tilbringe natten mellem den 8. og 9. marts 2006 sammen med ensomme, hjemløse, psykisk syge og dem, der bare ikke kan holde ud at være alene i deres lejlighed, når mørket sænker sig over byen

Af John Lykkegaard
Undtagelsesvis bliver Brian lukket ind før tid. Else Kristensen, der er den fastansatte nattevagt, nænner ikke, at han skal stå tænderklaprende i kul-den. Nattjenesten åbner først klokken 24, men hun er sammen med de to frivillige, Peder Kjærgaard, tidligere folkeskolelærer og Anders Fisker, pensio-neret tandlæge, kommet i god tid.
  
Sammen gennemgår de listerne med dem, der af den ene eller anden årsag har fået karantæne. Samtidig sørger de for, at de store kaffemaskiner brygger på livet løs, for de ved af erfaring, at der i løbet af natten vil blive drukket spandevis af kaffe. En lille tom flaske snaps fundet i et askebæger næste mor- gen, vidner om, at der i hvert fald har været en enkelt, der ikke har kunnet leve op til spiritusforbudet, men tålmodigheden fra Elses side er stor, og der skal være plads til alle.

Foto: Claus Sjödin

- Det er svært at sige, hvor mange, der kommer på en nat, for der er så man-ge ting, der spiller ind. Jeg har på fornemmelsen, at der ikke kommer særligt mange i nat, for det er for koldt. De fleste har i løbet af aftenen fundet et andet sted at være, fortæller Else, men det kommer ikke til at holde stik.
  
Aftalen mellem os, er, at vi kun fotograferer dem, der vil. Samtidig har vi aftalt, at der kun bliver brugt fornavne og for at gøre det ekstra trygt for brugerne, har vi valgt at bruge fiktive navne undtaget i interviewet med Arnold.

Husker du
Klokken bliver ikke mange minutter over midnat, før der er ved at være godt fyldt op i det ene rum. Folk sidder omkring bordet og lænestolene langs væg- gen, og snakken går livligt. De fleste kender hinanden, og for mange af dem gælder, at de er kommet i nattjenesten gennem mange år.

Eva er i øjeblikket den eneste kvinde, men hun er ikke genert og blander sig livligt i samtalen. Gennemsnitsalderen er på den anden side af 40’erne i opad- gående retning.
  
Brian falder i snak med Poul. De har i deres tidlige ungdom været på højskole i Bjerringbro, og minderne myldrer frem. Det var en god tid, og der bliver grinet lystigt, da Brian kommer i tanke om dengang, de snød den lokale købmand.
De havde fået ham til at gå ud i baglokalet for at hente kolde øl, og mens han var væk, neglede de 400 cigaretter.
  
I en lænestol sidder Alfred. Han fylder 72 den 15. marts og blander sig mest i samtalen med nogle enkle ja, ja’er, samtidig med, at han nikker. Senere på natten kommer der mere liv i ham, og han fortæller om sit liv.

Haraldur kommer forsigtigt ind i rummet. Han er fra Island, og er først for nylig kommet til Århus, og det er første gang han er i nattjenesten. Han fryser. Med frosne fingre tager han besværgeligt den tykke frakke af. Derefter de mange trøjer og de yderste strømper. Med rystende hænder hælder han vand i et glas og skal bruge begge hænder for at holde glasset op til munden.

Da han har fået varmen, begynder han at rydde op i sine ejendele. Alt, hvad han ejer, er i en nettopose og en gul Hus Forbi taske, som han har fået i København. I fire måneder har han levet af at sælge Hus Forbi, og nu vil han se, om det også kan lade sig gøre i Århus. Han har hverken familie eller ven- ner på Island, så nu vil han se, om der skulle være et bedre liv til ham gemt et sted i Danmark. Men indtil videre gælder det om at overleve. Så må tiden vise…

Alfred
Klokken nærmer sig 01.00. Stamgæsterne ved, at nu kommer der mad på bordet. Anders Fisker kommer ind med et stort fad med ostemadder, og der bliver budt rundt. Alfred tager et stykke og nipper lidt til det. Ost er ikke hans livret, og da Anders Fisker opdager det, går han ud i køkkenet og smører et par franskbrød med leverpostej. Alfred er glad, og nu begynder han for alvor at tø op. I sine yngre dage - tilbage i 1960’erne, studerede han teologi på Århus Universitet.

På et andet studie gik Margrethe. Hun studerede til cand.scient.pol. Alfred snakkede adskillige gange med Margrethe, og ifølge Alfred er de af og til støt på hinanden siden. Alfred blev færdig med studiet og blev kapellan, (en be- tegnelse på en præst, der ikke er sognepræst. Titlen blev afskaffet i 1985, red.). Margrethe blev siden dronning af Danmark.

Foto: Claus Sjödin

Alfred fortæller med glød i både øjne og stemme, om, hvordan han senere har hilst på de kongelige, når de har været i Århus, og han fortæller stolt om den dag, hvor Kronprins Henrik, da han var på vej ombord på kongeskibet, stop- pede op for at hilse på ham. Lidt senere kom kronprinsen ned med fire pakker cigaretter og en lighter til Alfred. Samtidig fortalte han, at han skulle hilse fra dronningen.
  
Er der blot tale om en gammel mands drøm? Eller er historien rigtig? Senere, da vi spiller ludo, kommer, hvad der godt kan være beviset, frem på bordet. Meget forsigtigt tager Alfred et slidt plastik etui frem. Endnu mere forsigtigt tager han indholdet ud. Jeg er ikke i tvivl om, at der her er tale om Alfreds kæreste eje. Et meget slidt billede af kongefamilien viser sig ved nærmere eftersyn at være et postkort. På bagsiden har hele familien skrevet under, og kortet er en julehilsen til Alfred.

Alfred blev aldrig sognepræst. I stedet kom han ind i restaurationsbranchen. Han har været på Hotel Royal, og han har sejlet på de fleste af de danske færger. Og altid har han været glad for sit job. I alle årene stod han trofast i opvasken, og det har givet ham et liv, han med glæde tænker tilbage på. Et godt liv.
  
Alfred bor på et lokalt plejecenter i nærheden. Han kommer godt ud af det med plejerne og de andre beboere, men når det bliver nat, går han hen i nattjenesten, for det er her, han hører til. Når det lukker klokken 06.00 går han hjem for at sove.

Han ser frem til foråret og sommeren, for så bliver der ikke tid til meget søvn. I selskab med sin stok går han gaderne tynde, og en tur, de ikke så få kilo- meter ud til Moesgård Museum og de dejlige skove og stranden, afskrækker ikke Alfred.
Tidligere på natten fortalte han, at han holder af at spille ludo. Vi spiller tre spil, og på forunderlig vis vinder Alfred dem alle. Det er en god nat.

Bo
Klokken er blevet omkring 3.30. En mand kommer vaklende ind i stuen. Han er fuld, eller i det mindste godt i stødet. Han slår sig ned ved bordet, og kigger undrende på fotografen og jeg. Jeg må vise mit pressekort, før han er overbe- vist om, at vi er, hvad vi giver os ud for, og så begynder han at fortælle sin historie.
  
Det er ikke hver nat, at han kommer. Men når han har været i byen, plejer han at kigge ind for at få noget kaffe, før han tager hjem. Kaffe og varme er gode ting en nat som denne. Han går på universitet, hvor han studerer til psykolog, og som trumf viser han sit studiekort. Jo, den er god nok.

Bo fortæller, at han rundt regnet mangler halvandet år. Når han bliver færdig, og det skal han såmænd nok blive, for det viser sig, at han er i besiddelse af en overlevelsestrang, der siger spar to, har han tilbragt 15 år på universite- tet. Psykologistudiet varer normalt kun fem, så han må være blandt dem, pro- fessorer og personale indregnet, der har tilbragt længst tid på universitetet. Men det har sin forklaring.
  
- For fem, seks år siden fik jeg konstateret gammelmandssukkersyge. Jeg vejede 121 kilo og var meget syg. Der skulle ske noget, for jeg ville ikke lade mig slå ud af sukkersygen, og jeg ville være psykolog, fortæller Bo lidt snøv- lende.
  
For at bevise, at han har været en stor mand, tager Bo sit kørekort frem. Bil- ledet har ikke lighed med den mand på omkring 68 kilo, der sidder foran os.
  
- Jeg styrketræner fem gange om ugen, og to af gangene er det hård spæn- dingstræning. Det har betydet, at jeg har tabt 51 kilo og har fået det meget bedre. Men på et tidspunkt fortalte min læge, at jeg kunne risikere at blive blind af sukkersygen. Det gav mig en nedtur, men det er overstået, siger Bo med varierende stemmeføring, for fuld er han.
  
Ud over sine studier har han to rengøringsjob og gør rent fra klokken 15 til 22. Så hænder det altså, at han bagefter kommer i nærkontakt med en flok bajere, og så skal han lige her forbi. Et par gange siger han, at han hellere må gå hjem, men han bliver siddende.
 

Foto: Claus Sjödin

Samtalen ebber ud, og han falder lidt hen. Men det varer ikke længe, før han begynder at tale igen. For han har et problem. Han spørger, om vi mener, at han kan få et pænt sæt tøj for 3000 kroner. Uden at vide præcist, hvad pænt tøj koster, siger vi, ja, selvfølgelig kan han det. Han smiler glad, og så kommer forklaringen:
  
- Jeg har lagt pengene til side til nyt tøj. Jeg har aldrig haft en kæreste, men nu skal det være, og på lørdag har jeg bestemt mig for at tage til enkebal i Onsild. Så skal man være klædt pænt på, fortæller 35-årige Bo, før han allige- vel bestemmer sig til at blive, til nattjenesten lukker. Så kan han lige få noget at spise, før han går hjem.

Noller
Han har siddet hele aftenen, mens hans hund skiftevis har sovet og gået stil- le rundt. Noller – eller Arnold, som han hedder, vil gerne snakke, og han vil gerne fotograferes, men så skal han lige ud i byen først, for skal der tages billeder, vil han have udstyret på. Det har desuden godt af at blive luftet, for det har hængt hele vinteren, og sammen med Noller har det bare ventet på, at det skal blive april, så han, iført udstyr, barnevogn og hund, kan komme på landevejen igen. Der føler han sig hjemme.
  

Foto: Claus Sjödin

Noller er i dag 60 år, men gik på førtidspension som 55-årig.
   - Da kræften vandt over min kone, valgte jeg at give alt, hvad jeg ejede, til børnene og tage ud på landevejene. Og egentlig var det ikke et svært valg. De gamle omgivelser var vi jo fælles om, og da hun døde, ville jeg gerne væk for at prøve noget nyt. Jeg er uddannet smed, og i min ungdom rejste jeg rundt som naver, så de lange vandreture kender jeg alt til, fortæller han veloplagt.

Han er født i Svendborg. Men i 25 år boede han på Amager, og det smitter af på sproget. I mange år var han smed på B&W – det var før, det lykkedes for Jan Bonde Nielsen at køre det hele i sænk. Det var dengang, der var kommu- nister til, og deres højborg var netop B&W. Nu er dagene med kommunisterne og solidaritet for længst historie. Noller nåede ikke så langt til venstre, men fandt sit ståsted Socialdemokratiet. Men også den tid er forbi.

- Jeg er overbevist socialdemokrat. Men jeg er en uddøende race, for der er ikke meget af den oprindelige socialdemokratiske tankegang tilbage. Dem, der i dag har noget at skulle have sagt i partiet, er akademikere alle til hobe, og dét, de siger, kan jeg ikke stå inde for.

- Så da dullen kom til magten, havde jeg fået nok, og jeg stod af. På den lette måde. Jeg holdt simpelthen op med at betale min kontingent til partiet, og så blev jeg slettet, fortæller Noller, og lige efter bryder han ud i sang. Ikke en hvilken som helst sang. Med en røst, der ikke efterlader nogen i tvivl om hans standpunkter, synger han ”de arbejdsløses sang”.

Foto: Claus Sjödin

Sidste sommer kom han, sammen med sin trofaste hund, Mingo, langt omkring i det jyske. Han n åede omkring Herning, Ikast, Bording og et godt stykke af den gamle hærvej, før han via Djurs-land nåede frem til Århus Festuge. På landevejene oplevede han som regel kun venlighed. Bønderne kunne se mu- lighederne i, at en smed lagde vejen forbi, og tit endte det med, at han hjalp med at reparere redskaber mod at få lidt mad og et sted at sove.
  
Det gik så godt til festugen, at han bestemte sig til at overvintre i Århus. Noller vil gerne til Pakistan for at hjælpe de forældreløse børn, der blev ofre for den store jordskælvskatastrofe sidste efterår. Han mener, at han – udover med sine praktiske evner som smed – også kan hjælpe på det menneskelige felt, for i sine yngre år tog han en voksenpædagogisk uddannelse. De evner har han for længst opgivet at bruge i det parti, han har tilhørt i mange år, for socialdemokrater af i dag, er, efter hans bedste overbevisning, uden for voksenpædagogisk rækkevidde.

Hjem
Else Kristensen fortæller, at mindst seks, syv af de brugere, der har lagt vejen forbi denne nat er deciderede hjemløse. Uanset, hvilke problemer de har, er der en stor tolerance og sammenhold brugerne indbyrdes. Der skal være plads til alle, så gør det ikke så meget, at der er nogle psykiske syge, der af og til skiller sig ud.

Foto: Claus Sjödin

Det er blevet sent. Ved et bord sidder fire og spiller ludo. Rundt om de fire aktive sidder et par stykker og kommenterer spillet. Man kan undre sig lidt over, hvorfor unge, midaldrende og gamle – mænd og kvinder, går så meget op i ludo, at det er blevet det foretrukne spil i Nattjenesten. Uanset, hvad der sker i spillet, er der er ingen sure miner, for spillet hviler jo på terningens tilfældigheder. Men kig engang på spillepladen. I midten er der fire store fel- ter, hvor der med store bogstaver står ”hjem”. For flere af spillerne er den barske realitet, at det tætteste, de kommer et hjem, er, når de får en brik op på den eftertragtede plads.
  
Pia
Pia sidder for sig selv og holder øje med, hvad der sker omkring hende. Hun er både mor og mormor. Men hun er også hjemløs, og det har hun været i mange år. Hun vil gerne fortælle, men hun vil ikke fotograferes:
  
- Jeg ser så fjoget ud på billeder, er hendes begrundelse.
  
For at bevise det, tager hun sit kørekort frem, og viser os billedet. Det eneste hun beviser, er, at hun i den forbindelse er fuld af løgn. Men hun taler sandt, når hun fortæller om sin dagligdag. Den er nøje planlagt ud fra værestedernes forskellige åbningstider.

Hvis hun gik op på ”Reden” – et sted kun for kvinder, kunne hun få en seng at sove i. Men det er sjældent, at hun kommer der, for kvin-derne taler ikke ret meget med hinanden. Så vil hun hellere være i Nattjenesten, hvor hun, hvis hun bliver for træt, kan få et liggeunderlag og sove på gulvet i et rum sammen de andre.

Ud i kulden
Natten er ved at blive til dag. Det er stadig mørkt, og det er stadig koldt. Men klokken nærmer sig 06, og så lukker Nattjenesten for denne gang. En rengøringsmand overtager rummene. Der skal være rent når ”dagholdet” kommer, for der er brugere i langt de fleste af døgnets timer. Men før de bliver lukket ud til endnu en dag, er der frisk kaffe og et par fade med håndmadder. 
  

Foto:Claus Sjödin

Nu er der stille. Else, Peder og Anders gør natten op. Det har været en stille og god nat. Omkring 25 har været forbi for at få lidt varme, kaffe og sam- menhold. Sådan er de fleste nætter…