Hjerneskadet for livet af ecstasy

Tre små piller taget i kvarte over tre måneder kostede for ti år siden Line Risberg, 30 år, et normalt liv. I dag lider hun af en fantastisk dårlig hukom- melse, et miserabelt følelsesliv, så godt som ingen lyst til sex, og lægerne advarer hende mod at få børn. For at overleve med blot et minimalt normalt liv, er hun nødt til at tage store mængder af medicin resten af sit liv

Af John Lykkegaard

Foto: Claus Sjödin

I dag bruger Line al sin tid på at advare unge om farerne ved misbrug. 200 gange om året holder hun foredrag rundt om på skoler i hele Danmark, men uanset, hvilken skrækhistorie hun fortæller, har hun svært ved at trænge igennem til de unge.

- De psykiske lidelser, jeg beskriver, hvor hjernen permanent står af, er for intet at regne, når jeg fortæller om de bivirkninger, jeg har været igennem på grund af al den medicin, jeg er nødt til at tage.

- På et tidspunkt rådnede mine negle, og det er en skrækhistorie for dren- gene, som udbryder, at så kan de jo ikke vise sig frem for kammeraterne i omklædningsrummet i fodboldklubben. Når jeg fortæller pigerne om, hvordan jeg på kort tid tog 12 kilo på og fik bylder på huden, er det lige før, at de bry- der sammen, for så kan de ikke score drengene. Hvordan ecstasy har ødelagt mit liv og for altid har ødelagt min hjerne, er for mange af dem et nødvendigt onde, fortæller Line Risberg.
  
Denne mørke decemberaften er Line mødt op på Langkær Gymnasium og HF i Tilst ved Århus for at holde et af sine mange foredrag. Der er omkring 50 tilhørere, men der er kun et par stykker af hendes primære målgruppe. De unge. Resten er forældre, og de er mildest talt rystede over Lines skrækhisto- rie.

Tidligere på dagen besøgte Line den lokale skole, og her var de unge tvunget til at høre på hende, men hun forventer ikke – ud fra sin erfaring, at det hjælper. Hun håber kun, at det kan have bare en lille virkning. De få unge, der er mødt op denne aften, giver udtryk for, at det er bedre at høre om narkoti- ka af én, der har været igennem helvedet, end formanende ord fra forældre- ne. Men hvornår er skrækhistorien glemt?
  
Da Line som 19-årig var færdig med sin HF i Rødovre, så det hele lyst ud. Hun havde opfattet sit studie som en interessant leg, og hun drønede gennem sin uddannelse med topkarakterer. Hendes store ønske var at blive journalist – en uddannelse, dem omkring hende ikke var i tvivl om, at hun ville tage lige så let.

Sidste år var Line i gang med en multimediedesigneruddannelse. I tre år kæmpede hun en hård kamp. Var seks timer om at lære det, de medstude- rende brugte en time på. Alligevel gik det galt, og hun dumpede med et brag i alle fag.

Vil se verden
Et fatalt sabbatår ødelægger Lines liv. Et år, hvor hun gerne vil se verden og virkelig opleve sin ungdom. Hun vil blaffe rundt og tjene penge efterhånden, som hun får brug for dem. Men hun når ikke længere end til England, før det går galt.

- Det hele begynder i en arbejdslejr lidt uden for London, hvor vi er omkring 1000 unge fra hele verden. Vi får arbejde for én dag ad gangen, og jeg bliver kontraktansat æbleskræller. Om aftenen har vi det sjovt i lejrens klubhus. Jeg vil gerne finde nogle, jeg kan rejse videre med, og jeg møder nogle fra Au- stralien. På et tidspunkt bliver jeg kæreste med den ene, Stewart.

Hun bliver aldrig en del af fællesskabet, men hun møder for første gang hash. De fortæller hende, at escstasy – som de er meget glade for, blot er et kost- tilskud og ganske uskadeligt. Alligevel har hun sine tvivl og siger nej tak.
  
En dag bliver hun inviteret med til London. De skal i The Palads. Det er et tid- ligere teater, men det har været lukket i en årrække. Den aften er der over 3000, og der bliver festet på livet løs. Hun bliver overladt til sig selv. Senere kommer kæresten og deler piller ud. De skal danse i 12 timer, og det kræver et tilskud. Hun vil hellere have en øl, men der bliver kun solgt appelsiner og kildevand.
  
- Jeg går med en veninde på toilet, og her lader jeg mig lokke til at tage en kvart pille. En lille hvid pille. Hvor farligt kan det være?

Foto: Claus Sjödin

Mere og mere vildt
Musikken bliver federe og federe, og Line danser på livet løs. Hun er helt oppe. Hun er klar i hovedet, Hun har overblik, overskud og hun har selvtillid som aldrig før. Nu er hun en del af fællesskabet.
  
I november begynder forandringerne. Hun ignorerer dem, for som resten af familien lider hun af vinterdepressioner, og de får i første omgang skylden.
  
- Jeg får svært ved at koncentrere mig. Jeg får svært ved at huske, og jeg vil ikke tale med andre. Jeg opgiver at ringe hjem til min mor, for det er for besværgeligt. Jeg pjækker fra arbejdet og bliver selvfølgelig fyret.
  
Line beslutter sig for at tage hjem, og så vil hun møde de andre i Sydafrika til januar. Hun mangler penge, så hun bliver ansat i receptionen på Novo Nordisk. Allerede den første dag, som er en onsdag, bliver hun væk. Torsdag møder hun op, og fredag bliver hun fyret.
  
- Den er helt gal. Jeg kan ikke huske. Når jeg har talt med en i telefonen, har jeg glemt det hele, når jeg lægger røret på, og de forskellige beskeder når aldrig videre. Jeg bliver fyret fra de forskellige jobs, næsten hurtigere end jeg kan få dem, og til sidst begynder jeg at gå med aviser.
  
Line har altid været fars pige, og der har altid været knald på. Men nu er hun stille og går for sig selv. Hendes far tror, at hun er gravid. Ingen, selv ikke Line ved, hvad der er ved at ske.
  
I januar har hun tjent så mange penge, at hun kan tage af sted. Hun møder vennerne i Sydafrika. Det skal fejres, og hun får den første pille i to måneder.
  
- Men nu er det ikke lige så sjovt som første gang. Jeg bliver bange og begynder at tænke på selvmord. Jeg mister evnen til at kende forskel på fan- tasi og virkelighed og bliver psykotisk. Men der er jeg ikke klar over.
  
Til en fest på stranden begynder Line at ryste og græde. Hun hyperventilerer og besvimer. Stewart – hendes kæreste, foreslår, at de tager til Malaysia. Men hun bliver bange i flyet og går amok. Da de lander, bliver Line indlagt på et sindssygehospital i Malaysia. Da hun bliver udskrevet, tager de til Austra- lien. Stewarts mor er psykolog, og hun mener, at Line har fået et nervesam- menbrud. Line må nu tage notater for i det hele taget at huske de mest simple ting.

En dag ringer hendes far. Han fortæller, at Line, på grund af sine fremragende karakterer, er blevet optaget på Roskilde Universitet. Alle er glade på nær Line.
  
Hun tager hjem, og på ti dage bliver hun fyret fra tre forskellige kontorjob. Det bliver værre og værre. Hun kan ikke huske, hvad der er sket syv, otte timer tilbage, og hun kan ikke huske, hvordan det hus, hvor hun har boet he- le sit liv, ser ud.
  
- En dag ringer Stewart, og vi kommer op at skændes. Jeg går i vrede. Ingen ved, hvor jeg er, jeg ved det heller ikke selv. Mine forældre er skilt og plud- selig står jeg på 16. etage hos min mor og er ved at springe ud. Jeg kommer til sig selv, og tager hjem.
  
Men nu er det så galt, at hun har mistet evnen til at blive glad og forelsket. Evner, hun ti år efter ikke har fået tilbage.
  
- Jeg bliver indlagt i Glostrup. De mener, at der er tale om en depression. 14 dage efter taler jeg med en psykolog. Jeg fortæller mange ting, men jeg for- tæller aldrig, at jeg har taget stoffer.

- Det er typisk. Under alle mine foredrag er der kun én eneste, der har ind- rømmet, at han har prøvet, og jeg ved, at det er løgn. Der er mange, der har prøvet, men de tør ikke indrømme det.

Foto: Claus Sjödin

Line begynder at få medicin. Det første år bliver medicinen skiftet ud 11 gan- ge. Nu mener psykologen, at der er tale om en livslang depression.
  
- De første bivirkninger dukker op. Jeg ryster på hænderne og er tør i mun- den. Jeg er bange for at møde andre mennesker, og jeg tager 12 kilo på de første tre måneder. Jeg får også svampeinfektioner forskellige steder på kroppen. Mine negle rådner, jeg får svamp i hovedbunden, store vædskebyl- der, og huden springer.
  
Den før så pæne pige er som forvandlet. Hun kan ikke sove. Line får sovepil- ler, men vælter rundt i huset i stedet for at sove. Psykologen mener nu, at der er tale om skitzofrene tendenser. De næste fire år er for Line ud og ind af de forskellige hospitaler.
  
- Til sidst går det langsomt fremad. Jeg får et job som musikjournalist på et musikmagasin. Jeg har aldrig indrømmet, at jeg har taget stoffer. I år 2000 begynder jeg at skrive om ecstasy, og skal på et tidspunkt interviewe Henrik Rindom, der er ekspert i stoffer.

Han fortæller, at der er flere unge, der begår selvmord, end der dør i trafik- ken. Henrik bliver den første, jeg tør fortælle om mit misbrug, og han opford- rer mig til at fortælle det til min psykolog. Jeg har nok været verdens største fjols, for havde jeg været ærlig fra begyndelsen, havde jeg undgået de mange bivirkninger.

Line begynder på en anden medicinsk behandling og skal nu igennem andre bivirkninger. For første gang fortæller hun sin mor om misbruget, og moderen græder. Line har fire søstre og hele familien bakker hende op. Alle er lettede, for nu – endeligt – ved de, hvad der har været i vejen i over fem år.
  
På et tidspunkt troede forældrene, at Line var lesbisk. Hun havde ikke haft en kæreste i flere år, og de troede, at der var noget, hun skjulte. Det var der, men det var jo noget helt andet. Da hun langt om længe møder op med en kæreste, er familien glad.

Foto: Claus Sjödin

Lægerne har tidligere advaret hende mod at få børn. De er bange for, at barnet skal blive hjerneskadet, for risikoen er 80 procent. Som et minimum kræver de, at hun er medicinfri tre måneder før graviditeten.

- Jeg prøver to gange. Men til sidst giver jeg op, jeg bliver simpelt hen for syg uden min medicin. Jeg ved ikke, om jeg nogen sinde bliver så rask, at jeg kan klare mig uden medicin. Ifølge lægerne sker det aldrig, for de skader, ecsta- syen har lavet i hjernen, bliver aldrig helbredt.
  
På et tidspunkt mener Line, at hendes liv er blevet så godt, som det kan bli- ve. Men en dag kører hun i bil sammen med tre andre. Hun får et blackout og bliver indlagt på Rigshospitalet. Her får hun  en dygtig hjernelæge, og han fastslår, at hun har fået elepsi. Oven i alt det andet. Nu skal hun have endnu mere medicin for at slippe for anfaldene.

Line bliver gravid og hun holder det i begyndelsen hemmeligt. Da hun fortæl- ler det, bliver psykiateren bekymret. Risikoen for hjerneskade er for stor, og Line lader sig overtale til en abort. Det bliver dog ikke aktuelt, da hun kort efter taber barnet. 
  
I dag spiller Line saxofon og dyrker kampsport og er begyndt at undervise på Nivå efterskole. Hun er nødt til at beskæftige sig med noget, der bliver gentaget i det uendelige…