Et gribende farvel

Omkring 50 mødte op på Nordre Kirkegård klokken 12.15 i går, lør- dag den 14. januar 2000, for at sige et sidste farvel til Leif Laursen, der døde i politiets varetægt den 1. januar 2000

Af John Lykkegaard

Leif Laursen blev 49 år. De sidste dage af sit liv var han meget syg, men gik allige-vel på gaden, på banegården og i "døgnbutikken" i Søren Møllersgade. Billedet af Leif er ikke godt, men det er et af de eneste, der findes, derfor er det med.

Sognepræst Karsten Erbs havde som en naturlig ting givet til- ladelse til, at de hjemløses hun- de også fik lov til at overvære den enkle men smukke afsked.

Gravøl havde vennerne selv medbragt, og efter bisættelsen blev de delt ud til de forsamlede uden for kapellet.

Sognepræst Karsten Erbs kunne ikke have ramt mere præcist i sine mindeord om Leif Laursen. Præsten havde valgt at tage udgangspunkt i den svenske for- fatter Harry Martinsons bog "Vejen til Klockrike" fra 1948.

Jeg må ud
- I bogen følger vi en mand, der
hedder Bolle. Han har prøvet alle de forfærdelige ting, som man kan komme ud for som hjemløs og vejfarende, men han har også oplevet lykke, indledte Karsten Erbs.

- Et sted har Bolle været i læn- gere tid, og da han tager afsked, bliver han spurgt om, hvorfor han dog vil afsted, og Bolle svarer:

"Jeg er et uroligt og vanartet menneske. Jeg er ikke tilfreds med at være stille. Og det kan jeg ikke gøre for. Jeg er sådan."

- Leif Laursen havde den samme uro. Han var ikke typen på en kontorplads, jakke og slips. Friheden udenfor var det eneste sted, hvor Leif kunne være, fortalte Karsten Erbs.

Alle i kapellet lyttede dybt koncentrerede til den meget personlige afsked.

- De fleste i byen har jo set ham og hans køretøj og tænkt deres, men få vidste måske, at han var - som jeg har fået fortalt, et utroligt positivt menneske, som aldrig klagede sig, som altid var høflig - skønt han altid må have været udsat for andres bortvendthed og rynken på næsen for sin anderledeshed.

Gør vi nok
- Nu er han død. Hvordan han døde, ved jeg ikke. Mange i vores samfund forsøger at gøre noget for mennesker af Leif' slags, men hele tiden og igen må vi spørge: Gør vi det af hjertet, af kærlighed og af medmenneskelighed? Og gør vi i virkeligheden nok?

- Hvis vi ikke gør det, forstener vores samfund, og vi bliver ikke andet end noget, vi kan ønske bort, lød ordene fra Karsten Erbs.

Det blev for meget for én af Leif Laursens venner, "Buskmanden." Bevæget rejste han sig stille og gik ud, og han hørte ikke, da Karsten Erbs fortsatte:

- Her er tale om mennesker, der har brug for til sidst at have et venligt sted, hvor der er mulighed for dem at være, og hvor de kan få det godt. Det er for dårligt, dersom vi ikke kan give dem det. Vi er efterhånden blevet rigere på alt andet end menneskelighed.

- Måske må vi til at tænke anderledes om vores samfund og dets institutio-ner. Begynde at blande os mere, dersom vi ikke kan tage vare på de svageste iblandt os, sagde Karsten Erbs med stille og rolig stemme. En stemme, der alligevel trængte ud i alle krogene og gjorde et stort indtryk på de forsamlede.

Efter mindeordene blev "Altid frejdig når du går" sunget med høj røst. Nok kan man være hjemløs, men man har stadig sin stolthed.

Leif Laursen havde flere kælenavne. "Kaptajnen" og "Hvalrossen" var et par af dem.

Nu kan han få et nyt: "Leif den lykkelige". Livet på gaden er væk. Smerterne i brystet er væk. Leif er væk...