Julehilsen fra udlændingestyrelsen:

Du skal straks forlade Danmark

To dage før jul – den 22. december 2005, fik Kurt og Sang Lender Jensen fra Egtved et brev fra udlændingestyrelsen, hvori der stod, at Sang, hvis ikke hun allerede var udrejst, straks skulle forlade Danmark

Kurt og Sang Lender Jensen har altid klaret sig selv. I mange år har de haft overskud til at bygge skoler og broer i Vietnams fattigste områder ansat af den danske ambassade i Hanoi. Nu takker Danmark med en udvisning af Sang.

Foto: Claus Sjödin

Det var 3. gang, at Kurt, 69 år og Sang på 58 fik et brev fra udlændingestyrel- sen. Den første henvendelse kom i sommeren 2004. Sangs opholdstilladelse var forældet, og den kunne ikke blive forlænget.

Grunden, til at Sangs opholdstilladelse er forældet, er den ganske simple, at Kurt og Sang har tilbragt syv år i Vietnam, hvor de på kontrakt og aflønnet af den danske ambassade i Hanoi og udenrigsministeriet var travlt beskæftiget med på eget initiativ at bygge 24 solide hængebroer og fem skoler i de fattige landkommuner nordøst for Saigon. Plus diverse brønde for at skaffe drikke- vand.

Nogle enestående projekter til en pris andre hjælpeorganisationer ikke kan hamle op med. Det eneste Kurt forlangte, var en løn svarende til understøttel- sen, da han ikke ville tjene penge på at hjælpe folk i nød.

En af de skoler, Kurt og Sang har bygget. Skolen ligger i Dong Thanh. Privat foto

- Vi fik taget sagen op, og i oktober 2005 kom der et brev, hvor der stod, at Sang skal forlade landet. Men vi har ikke gjort noget forkert, så hun blev hos mig. Så kommer den endelige afgørelse  den 22. december. De mener ikke, at jeg er i stand til at forsørge Sang med min pension.

Den 27. sender jeg et brev til udlændingestyrelsen, fordi jeg mener, at de har truffet afgørelsen på nogle gamle oplysninger fra Egtved Kommune. Jeg beder kommunen om aktindsigt og et møde med borgmester Sonny Berthold og kom- munaldirektøren. Vi får en tid den 2. januar, men det får jeg ikke noget ud af, fortæller Kurt Lender Jensen.
  

- Fakta er, at vi sagtens kan leve af mine indtægter. Ved siden af min pension sælger jeg brugskunst og møbler fra Vietnam, og om sommeren sælger vi jord- bær. Sidste sommer tjente jeg 16.000 kroner på jordbær, og jeg har ikke pro- blemer med at opfylde kravet om en indtægt på 109.000 kroner om året.
  

Den gamle bro i Yang Mao. Man behøver ikke den store fantasi for at se, at broen er farlig. Privat foto

Den nye bro i Yang Mao Kurt og Sang fik bygget. Ikke nok med, at broen er sikker, nu er det let at få varer til og fra om- rådet, og det er med til at skabe velstand. Privat foto

Vred kronik
Den 4. januar har journalist Jørgen Bjerre en kronik i Dagbladet Politiken, hvor han harmdirrende skriver om udvisningen. Han har for nogle år siden besøgt nogle af Kurt og Sangs projekter i Vietnam, og han kan bevidne, at de broer og skoler, de har bygget, er noget af det flotteste danske stykke udviklingsarbej- de nogensinde i forhold til omkostningerne, og han er meget imponeret.

Så imponeret, at han skriver, at vores iskolde integrationsminister, Rikke Hvils- høj, burde skamme sig. Tværtimod skulle hun være stolt af de to.
  
- Efter kronikken går der et par dage, så modtager jeg et nyt brev fra udlæn- dingestyrelsen, hvor de skriver, at de betragter mit brev som en ny ansøgning om familiesammenførelse. Jeg opfatter det, som om de giver sig selv en chance til at smide det gamle væk og begynde forfra på ny.

De mange projekter
Hvad er nu baggrunden for, at Kurt, der i dag er 70 år, i en sen alder har kas- tet sig ud i at hjælpe fattige i Vietnam?
  
Det hele begyndte tilbage i 1992, hvor Kurt var fisker i Hvide Sande. En vietna- mesisk familie mødte op på havnen for at købe fisk, og det viste sig, at Kurt var den eneste, der ville sælge til dem. Det udviklede sig, og de blev venner.
  
- Da de skulle på ferie i Vietnam, spurgte jeg, om ikke de ville have mig med, for jeg havde, skønt jeg har sejlet i det meste af verden som sømand i mine unge dage, aldrig været i Vietnam.

- På et tidspunkt mødte jeg Sang, der havde en bod ved vejen i Long Khang, en lille by omkring 80 kilometer nordøst for Saigon. Jeg tog tilbage til Danmark, men jeg kunne ikke glemme hende, så jeg vendte hurtigt tilbage til Vietnam.

- Jeg var dernede tre, fire gange indenfor kort tid, og det endte med, at vi blev gift i 1992, husker Kurt.
  
Senere var de på familiebesøg i provinsen Lam Dong. På et møde med det lo- kale kommunistparti, blev det besluttet, at Kurt skulle bygge en skole. Som sagt så gjort. Hele projektet kostede 105.000 danske kroner, og der var blandt andet 17 toiletter i en standard, de ikke var vant til. Det blev med tiden til fem skoler, hvoraf den største har plads til 2500 elever.

Ved siden af sin pension tjener Kurt lidt ekstra ved at importere brugskunst og møbler fra Vietnam, så de to kan sagtens klare sig selv. Foto: Claus Sjödin

Den første bro
I 1994 flyttede de til Danmark. Kurt solgte sin kutter, og de købte et hus på Djursland. Og Sang fik uden problemer opholdstilladelse 28. september 1994.
  
Men Kurt kunne ikke bare gå rundt uden at lave noget. Han kom til at tænke på, at de mange steder i Vietnam manglede broer, eller, hvis de havde en, var den faldefærdig og farlig at gå på.
  
- I 1995 tog jeg kontakt til ingeniørfirmaet Carl Bro og spurgte, om ikke de kun- ne hjælpe. En af deres ingeniører, Erik B. Steffesen, lavede ganske gratis en tegning til en bro, og samtidig arrangerede han, at jeg fik mange af de stålwi- rer, der dengang var opsat som autoværn på de danske motorveje. De var for farlige, og Vejdirektoratet var ved at pille dem ned. Men jeg skulle selv sørge for at de blev rullet sammen.

Kurt stod nu med en masse materiale, men han anede ikke, hvordan han skul- le få det transporteret til Vietnam. Resolut ringede han til A.P. Møller. Det end- te med at Mærsk mødte op med en container. Firmaet Claus Harbo i Esbjerg forærede de fittings, der skulle til for at samle kablerne. Sadolin gav træbeskyt- telse, Lions Club i Grenå gav blandemaskine og generator, og den danske am- bassade i Hanoi bevilgede beton, tømmer og transport af materialer i Vietnam.

Det blev siden til mange broer, som de indfødte har stor glæde af, og mange professionelle har siden undret sig over, at Kurt var i stand til at bore en brønd for 9000 kroner.

Vil hjælpe krigens ofre
Som sagt vendte parret tilbage til Danmark i 2003. Men Kurt er ikke færdig med Vietnam. Han kan ikke glemme de mange svært handicappede, der lever et håbløst liv som tiggere.

Under vietnamkrigen brugte amerikanerne kemiske bomber i kampen mod nordvietnameserne. Et projekt, de kaldte for Agent Orange. De brugte i stor udstrækning giftstoffet dioxin til at afløve junglen, så de lettere kunne få øje på fjenden.

Men det fik katastrofale følger for civilbefolkningen. I dag er der omkring 50.000 vanskabte vietnamesere, der lever et liv i den dybeste armod.

Hvad mon det stakkels barn tænker på?

Er der noget at sige til, at mode- ren er fortvivlet? Vietnam har in- gen socialhjælp, og ofrene må klare sig selv.

Den eneste måde kvinden kan klare sig på, er ved at tigge og samle spiseligt affald i rende- stenen.

De vietnamesiske myndigheder frygter, at der er tale om en million vietname- sere, der har dioxin i generne, og i dag ser vi tredje generation af ofre. Det er først for nylig, at der er blevet mulighed for at søge erstatning, og i dag er de første tre sager undervejs i det amerikanske retssystem.

- De har det ganske forfærdeligt og lever i de mest usle skure. Og det er jo i- sær børnene, der går ud over. Jeg er i gang med et projekt, der går ud på at bygge nogle hjem, så de handicappede kan få et anstændigt liv.

- De skal have deres egne værelser, et ordentligt toilet og badeforhold, og så skal de have skoleklasser. Der skal være et værelse til lægen, og vi laver et køkken og et lille vaskehus. Hjælperne skal have et rum, hvor de kan slappe af.

- Det findes ikke i dag, og vi kan bygge dem meget billigt. Der skal være plads til mellem 40 og 60 handicappede børn. Jeg håber, at det bliver muligt at byg- ge seks til otte hjem, men jeg mangler penge til projektet. Jeg har søgt for- skellige fonde og har kontakt til nogle store virksomheder. Jeg tror på, at det kan blive til noget. Men private midler er også en mulighed, for vi vil gerne i gang i år, fortæller Kurt.
  
Dobbelt ramt
Det er svært at beskrive de lidelser, de forgiftede vietnamesere lever med. Turisterne skynder sig skræmte videre, når de møder en handicappet tigger, og det gør det endnu vanskeligere for dem at overleve.

Jeg har selv rejst i Vietnam og har set flere af ofrene. Du kan læse mere om Vietnam her på siden.

D u kan se mere om Kurt og deres projekter på deres egen hjemmeside www.agentorangevietnam.dk hvor Kurt har lagt billeder ud af de handicappede. Og det er endda kun de mindst handicappede. Jeg har set billeder af tvillingespædbørn, der er vokset sammen hoved mod hoved.

Kurt og Sang tænker ikke på sig selv, og de fortjener al den hjælp, de kan få. Sang fortjener ikke at blive smidt ud af Danmark. Vi har i øjeblikket store problemer med det danske omdømme i udlandet. Så hvordan kan vi i det hele taget tillade os, at smide to gode ambassadører for Danmark ud af landet, for der er ingen tvivl om, at bliver Sang smidt ud, rejser Kurt med.