I minutterne omkring klokken 23 påske-lørdag 2002 er der stille på Hotel Viking i Jernbanegade i Randers.
   De fleste af bebo- erne på de 31 værel- ser er gået tidligt til ro.
Mange er påvirkede af enten øl eller hash, og de får ikke mange chancer, da ilden får fat i det gamle hotel, der på få minutter viser sig at være en ren brandfælde. Ingen af beboerne har forestillet sig, at de den kommende halve time skal kæmpe for livet.

Tre brødre, Knud, Kurt og Flemming Jensen, har hver et værelse på hotellet. De bliver alle tre reddet ud fra det brændende hotel, men Flemming er så slemt skadet, at han fem dage senere må give op på Hvidovre Sygehus.

- Jeg havde, som så ofte før, været inde hos min bror, Flemming. Vi havde begge værelser på første sal, og vi spiste tit sammen. Påskelørdag fik vi frikadeller. Jeg havde købt en lammekølle til næste dag, men den nåede vi jo aldrig at få, fortæller Kurt Jensen, der med sine 67 år er den ældste af de tre.

Kun én vej ud
Kurt er gået ind til sig selv en times tid, før branden bryder ud. Han vil tidligt i seng, men først vil han lige se TV.

- Omkring klokken 23 er jeg på vej i seng. Da jeg tager skoene af, synes jeg, at det lugter af røg. Jeg går ud på gangen, men jeg kan ikke se noget. Da jeg når hen til trappen, ser jeg ild og røg i trappeskakten. Ilden har godt fat og er næsten nået op til første sal. Jeg har kun én tanke, og det er at komme ud. Men jeg skal have Flemming med, husker Kurt om indledningen til de frygtelige timer, der følger.

Råbende løber han hen ad gangen. Han har en nøgle til Flemmings værelse. Han farer ind og flår i Flemming, der ligger i dyb søvn. Flemming bliver kærligt kaldt "Mangebajer" blandt de ligesindede, og han har i dagens løb levet op til sit kælenavn, så han er svær at få liv i.

Flemming "Mangebajer" Jensen var et kendt ansigt i Randers. Han var med til at stifte for-eningen "Ørknens Sønner," og han kæmpede utrætteligt for at gøre forholdene ved Gudenåen, hvor Randers Kommune har stillet plads og barak til rådig-hed for byens tørstige sjæle, til et hyggeligt og velbesøgt sted. Få dage efter branden på Hotel Viking skulle den nye sæson ved åen indvies med stor grill-fest, men i sorg og respekt for de mange døde blev festen aflyst. Privatfoto

- Gangen er fuld af røg, og den eneste chance, vi har for at slippe ud, er vinduet på toilettet, der ligger længst væk fra flammerne. Jeg springer ned på et halvtag, men Flemming er så omtåget af røgen, at han forvirret bliver på toilettet, og skønt jeg bliver ved med at råbe, bliver han bare stående.

På anden sal ligger den yngste bror, Knud Ove Jensen, 59, og sover. Han bliver vækket af de andre beboere, men han tror ikke på dem, da de råber, at hotellet brænder.

- Det lyder helt vildt, og jeg tror, at de tager pis på mig. Men da jeg åbner døren, er gangen fuld af røg. Det lykkedes mig at famle mig frem til bagtrappen, og jeg slipper ud. Men kort tid efter finder jeg ud af, at en af mine venners hund ikke er kommet ud, og jeg farer ind igen.

Hvor utroligt det end lyder, lykkedes det Knud at finde den lille foxterrier, Bastian, og for sidste gang løber han ned ad bagtrappen.

I mellemtiden er det lykkedes for en betjent og et par af beboerne at redde Flemming ud fra toilettet. Nogle af de sidste må springe ud fra 3. sal for at redde livet. Først da Kurt ser, at Flemming ligger på græsset, lader han sig overtale til at komme på Randers Centralsygehus.

 

Seks menneskeliv går tabt
Mange bliver indlagt, og i løbet af søndagen bliver det sidste lig båret ud fra den rygende ruin. Indtil nu er fire døde. Men Flemming er, sammen med et kvindeligt offer, så medtaget, at de bliver overført til Hvidovre.

- Jeg så Flemming søndag, da jeg blev udskrevet. Han så forfærdelig ud, og det rystede mig. Men han var jo ikke den eneste. Jeg fatter stadig ikke, at nogle mennesker kan være så onde. At være skyld i at seks mennesker dør, og så ikke se ud til at være særligt berørt, går over min forstand, siger Kurt bittert, og hentyder til retsagen mod to unge mænd, M. M og F. H., der i november 2002 hver bliver idømt ti års fængsel.

Flemming er så slemt skadet, at Knud få dage efter i al hast bliver kørt til Hvidovre, hvor Flemming ligger. I tre dage ser Knud desperat til, mens hans bror kæmper for livet.

- Da jeg ser ham første gang, er mine tanker, at det overlever Flemming ikke. Han ligger bare livløs hen og pines. Kroppen er fyldt med slanger, og han er langt væk, siger Knud stille.

Til sidst må Flemming give op. Den flere hundrede grader varme røg har været for meget. De ødelagte lunger kan ikke mere, og Flemming dør, 64 år gammel. Dagen efter dør kvinden af sine kvæstelser.

- De kaldte os for det værste ros
Da M. M. og F. H. får deres dom i Vestre Landsret i Viborg, er mange af beboerne og en del pårørende til de døde mødt op for at følge retssagen. Kurt har ikke lyst til at overvære retssagen, men Knud er mødt op.

Da dommen falder, er alle enige om, at de unge er sluppet for billigt. De havde sat ild til en affaldssæk for at få hævn over en pusher, der den skæbnesvangre nat ikke ville sælge dem nogle piller.

Når Knud besøger kirkegården, er det ikke kun for at lægge blomster til Flemming. I dag er Kurt også blandt de døde. Foto: Allan Holch

- Noget af det, der rystede mig mest, var at høre de to tiltalte tale så nedsættende om os. De kaldte os for nogle sutter og det værste ros, og de havde endda i tiden op til branden talt om, at hotellet burde brændes ned til grun-den. Det var ikke mere værd.

- Ja, der blev drukket tæt og mange røg hash på hotellet. Men alligevel var vi da mennesker, mener Knud.

Viking var sidste stop
Mange af beboerne havde givet op, og Hotel Viking var det nærmeste, de kom en fast bopæl. De fleste havde været gennem en stor nedtur, der som i Knuds tilfælde begyndte med en skilsmisse. De fleste var arbejdsløse og fik penge fra det offentlige.

- Jeg sejlede i mange år. Men da jeg blev gift i 1979, valgte jeg at gå i land. Jeg blev gift med en englænder, og vi købte en lejlighed. Jeg fik arbejde på elværket i Randers. Men ægteskabet varede kun i halvandet år. Så ville min kone tilbage til England. Det var begyndelsen. Lejligheden gik på tvang, og jeg mistede mit arbejde. Til sidst endte jeg så på Hotel Viking, fortæller Knud.

Da Hotel Viking brændte, var Randers Kommune og ejeren i gang med en stor modernisering af det gamle hotel. Det var meningen, at der kun skulle være 13 værelser med bad og toilet, og i stueetagen skulle der være et folkekøkken. Men de planer er opgivet, og de tidligere beboere er fordelt flere steder i byen.

Men da det var på tale at genopføre Hotel Viking, var Knud og Kurt ikke i tvivl om, at de aldrig ville flytte ind igen.

Drømmen om fred og ro
- Vi skal ikke tilbage. Aldrig nogen sinde. Og det gælder for de fleste af dem, vi har talt med. Jeg har gået rundt i ruinerne. Og lige meget hvor godt det nye bliver, vil jeg altid tænke på branden. Selv nu, over et halvt år efter, har vi alle det ad helvede til. Nej, vi har helt andre planer, siger Knud, og Kurt nikker.

I første omgang kan Kurt og Knud blive boende i det hus, kommunen har stillet til rådighed frem til maj. Men det bliver måske ikke nødvendigt. De to brødre leder efter et nedlagt landbrug. Et lille sted, hvor de kan have deres duer og dværghøns.

- Både Flemming og jeg var i vores yngre dage landarbejdere. Jeg savner den friske luft og vil gerne lidt uden for byen. Efter branden blev Knud og jeg enige om, at det skulle være slut med at drikke, og det har vi stort set overholdt. Vi vil gerne have fred og ro i de år, vi har tilbage, og det må gerne foregå på landet, lyder det bestemt fra Kurt.

Satser på præmieduer
Brødrene har midt i deres sorg valgt at se fremad, og i dag har de ikke meget kontakt til de andre beboere. Både Knud og Kurt har i sommerens løb fået et kolonihavehus. Hver dag går turen ud i haverne for at fodre de 16 høns og 24 duer. Og det er ikke helt almindelige duer. Kurt får liv i øjnene, da han fortæller:

- Det er præmieduer. Vi er lige blevet meldt ind i en forening, og folk med forstand på de ting siger, at det er fine duer, og at der er chancer for præmier. Det må tiden vise...

Læs flere artikler