Kærlighed ved første pizza

Da Helle fra Frederikshavn i sin tid mødte Diego, turde hun ikke for- tælle det til sine forældre. Der var to ting, hun var bange for at sige. Han var italiener, og ikke mindst, han var 18 år ældre end Helle. I dag har de sønnen Marco, bor i Lazise ved Gardasøen, hvor de har en byens bedste restauranter, og de har forrygende travlt

Af John Lykkegaard

Arbejdet i restaurant Tropical - lige ned til Gardasøen, tager det meste af Helle og Diegos tid. Danske turister valfarter til stedet. Helle og Diego gør meget for, at de skal føle sig hjemme, og de har som de eneste et menu-kort på dansk. Foto: Allan Holck

- Det var min bedstemor, Lis, der på sin jyske måde fik sat tingene på plads. Efter en middag hos hende, hvor Diego og mine forældre var med, spurgte hun mig om, hvornår vi skulle forloves. For, som hun sagde: "Ham kan jeg godt lide." Bagefter sagde hun til min mor, at hvis de satte sig imod, ville de måske miste deres datter.

Helle mødte Diego i 1986 og hun var dengang en køn pige på 21. Hun arbej-dede som teknisk assistent på politigården, men ved siden af var hun model for en lokal fotograf. Det var efter en fotoopgave på Læsø, at hun første gang blev præsenteret for Diego.

- I begyndelsen var jeg lidt tilbageholdende. Men hver gang, jeg kom gående gennem strøget - hvor Diego havde sit pizzeria, blev jeg budt på kaffe. Det endte med, at jeg en dag gik med ind for at få en pizza, og så var jeg solgt.

Det store spring
Da Helles forældre, Poul og Inge, til sidst fandt ud af, hvad der var i gære, gik det pludseligt stærkt. I 1987 bestemte Diego sig for at tage tilbage til Italien. Han havde arbejdet i Danmark i en årrække, og før det havde han været i Sverige i syv år.

- Vi flyttede til Rom, hvor Diegos familie bor, men det blev ikke nogen succes. Allerede efter to måneder var jeg parat til at rejse hjem igen. Kulturforskellen mellem Frederikshavn og Rom var simpelthen for stor.

- Jeg kunne bruge det meste af en dag bare for at komme i banken. Først en tur i bilen på flere timer, og når jeg så endelig havde fundet en parkerings-plads, lå den måske en times buskørsel fra banken. Det samme gentog sig, når jeg skulle hjem igen, husker Helle med gru.

Valgte Lazise
I Danmark havde Diego arbejdet sammen med en anden italiener, Bruno, der sammen med sin kæreste Jette også var vendt tilbage til støvlelandet. Jette var frisør, og hun var mindst lige så træt af at være i Italien som Helle.

Det endte med, at Diego og Bruno tog bilen og kørte nordpå. De ville finde en restaurant, som de kunne være fælles om. Efter en måneds søgen var de nået til Gardasøen, hvor de bestemte sig for at overtage "Tropical" i Lazise - lige ned til søen.

- Det var i 1987, og siden har vi lagt alle vore kræfter i at arbejde stedet op til det, det er i dag. Beliggenheden er helt fantastisk, og vi har gennem årene fået mange danske stamkunder.

Tropical ligger på søprominaden få meter fra Gardasøen.

Med plads til 150 gæster udendørs og 40 indendørs, kræver det et større personale. Og det er ikke altid lige let at holde styr på de mange ansatte.

I kø for job
- Det er et af de største problemer, vi har. Der er stor forskel på at drive en virksomhed i Italien i forhold til Danmark.

- Personalet hernede har ikke den samme loyalitetsfølelse. I vinterperioden har vi lukket, og vi åbner først igen en måneds tid før påske. Men allerede i januar kommer de første og spørger efter arbejde. Vi har ansatte, der kommer fra Sicilien og Sardinien. Det er jo fattige områder, og mange rejser langt for at få arbejde. men det betyder, at vi har mange, der kommer allerede i januar, og de er hos os, selv om vi ikke har åbent. De skal jo have mad og logi, og det giver vi dem.

- Når vi så åbner for den nye sæson, er vi tit ude for, at de forsvinder med dags varsel, hvis de har været oppe at skændes indbyrdes eller har fået et andet tilbud.

Det var med til, at Diego sidste år fortalte Helle, at nu kunne det være nok, og han overvejede at stoppe. Men det rystede langt fra Helle.

- Den melodi har jeg hørt før, griner hun og fortsætter:

- Det er hele hans liv. Han er virkelig på toppen, når han er blandt gæsterne. Og han er rigtig god til at skabe en stemning, så de føler sig hjemme.

Helle får en snak med familien Christensen, der i en årrække har lagt turen forbi Tropical. Det er Haslevs borgmester - Henrik Christensen - der sidder til venstre. Foto: John Lykkegaard

Helle og Diego har sønnen Marco på ti år. Selv om de har travlt, er der rigeligt med tid til sønnen. De har nemlig delt opga-verne mellem sig, så der altid er én hjemme.

- Jeg møder klokken otte og sørger for mor-genmad til gæs-terne. Så kører det slag i slag, og klokken 14.00 tager Diego over. Så er jeg hjem-me resten af dagen og er sammen med Marco. Det ene-ste problem, er, når han har sommerferie, for den er lang. Treenhalv måned for at være nøjagtig. men der er så mange spændende ting at se hernede. Vi har et badeland, og de varme kilder er ikke langt væk. Desuden rejser vi også selv på ferie, så det går.

Fremtidsplaner
I dag er der ikke kun restauranten at holde styr på. Sammen med Bruno og Jette har parret fem ferielejligheder. Det var egentligt Helles far, Poul, der satte det i gang.

- Det begyndte med en lejlighed, vi købte til personalet. Men det endte i det rene kaos med fester og uro. Det endte med, at vi lejede den ud til turister. Men da det rygtedes, måtte mange ringe forgæves. Så fik far en idé. Han foreslog, at vi satsede mere på ferielejligheder.

- Når Diego endelig gør alvor af sine trusler om at stoppe, er det meningen, at vi vil fortsætte med lejlighederne, fortæller Helle lidt forsigtigt, for det er ikke noget, der efter hendes mening haster.

Selv bor de i en lille lejlighed på 60 kvadratmeter omkring én kilometer uden for byporten. Engang vil lejligheden vokse til det dobbelte, men ingen ved hvornår, for det afhænger af en gammel mand, der bor på livstid i lejligheden under deres.

- I sin tid, da vi fik tilbudt huset, mente Diego, at det var for dyrt, og det fortalte han ejeren. Vi regnede ikke med at høre mere, men da der var gået en måned, tilbød ejeren os huset til nedsat pris. Den eneste betingelse var, at ejerens svoger kunne blive boende resten af sit liv.

- Svogeren var dengang 84 år, og vi mente, at der kun ville blive tale om nogle få år. I dag er han 92, og jo mere vore venner spørger til hans helbred, jo bedre får han det. Så vi er ved at være indstillet på at fejre hans 100-års dag med. Men han er nu så sød, spøger Helle.

Selvom Helle og Diego har travlt er der rigelig tid til at være sammen med sønnen Marco. I Marco´s treenhalv måneders lange sommerferie bliver tiden brugt på de mange muligheder der er omkring Garda-søen. Foto: Allan Holck

Trods en travl hverdag har Helle tid til flere interesser, hun går op i med liv og sjæl. Hun elsker at fotografere og det bruger hun megen tid på.

Hun sørger for, at der hele tiden er mange blomster foran restau-ranten, og hun er ikke bleg for at indrømme, at hun er lidt af en nørd, når det gælder compute- ren.

- Det er selvfølgelig mest uden for sæsonen, at der er tid. Men jeg er bidt af en gal computer. Jeg bruger megen tid på billed-behandling, og også vores hjemmeside arbejder jeg meget med. Det er en interesse, jeg deler med både Marco og min far. Diego vil til gengæld hellere slappe af, når han har fri.

Presset til ægteskab
Helle og Diego blev gift i 1995 efter pres fra naboen. Han hav-de i længere til været efter Die-go og spurgte i tide og utide om, hvad det blev til.

Diego var forsigtig, for han var lidt skræmt efter et tidligere ægteskab, da han for mange år siden var i Sverige. Det er der ikke noget at sige til, for ægteskabet varede kun en uge.

- Mine forældre havde lige været hernede på ferie. Det hele blev arrangeret på en uge, og de måtte så tage turen herned igen. Denne gang til vores bryllup.

Læs flere artikler