lykkegaardkommunikation - Vietnam

Der er stor forskel på Saigon i syd - eller Ho Chi Minh City, som byen officelt hedder, og den nordlige hovedstad Hanoi. Hvor det i Saigon mest er gadesælgere, der er anmassende, er det i Hanoi tiggerne, der er svære at slippe af med

Af John Lykkegaard
Efter en togtur fra Saigon på mere end 34 timer, står vi nu på banegården i Hanoi en torsdag morgen i marts 2001 klokken 06.10. Stille siler regnen ned og alt er gennemvædet.

Skønt det er tidligt på dagen, har de mange boder åbent, og taxachaufførerne har travlt med at kapre kunder. En af de mere ihærdige kommer hen til os. Han er iført den berømte grønne tropehat og et meget stort smil. Han har en god ven, der har et hotel, og det kan han varmt anbefale.

Jørgen har imidlertid via "lonely planet's" rejseguide over Vietnam udvalgt det hotel, vi skal bo på de kommende dage. Vi har ikke bestilt værelse, for det er ikke så ligetil at bruge en telefon i Vietnam, og forbindelsen bliver tit afbrudt. Men i marts er det uden for turistsæsonen, så det burde ikke være et problem.

Bondefanget
Modstræbende kører taxachaufføren til hotellet, men det viser sig, at vi først kan få et værelse dagen efter. Så af uransagelige veje havner vi alligevel på Hang My Hotel, som er det hotel, taxachaufførens ven ejer.

Vi bliver mistænksomme, da hotelværten ikke vil sige andet om prisen, end at det er billigt. Og endnu værre bliver det, da vi kommer op på værelset og opdager, at der ikke er priser på de forskellige vand og øl, der er i køleskabet.

Men det er kun for en enkelt dag, så det går nok. Morgenmaden bliver ser-veret af en sur gammel kone, der har mere travlt med at få børnene sendt i skole, end at sørge for at vi bliver betjent ordentligt.

De første aftaler om interviews med blandt andet folk fra den danske ambassade, UNICEF og Dansk Røde Kors begynder først om mandagen, så vi har god tid til at nyde Hanoi.

Efter at have fået morgenmad, begiver vi os ud i byen. Det småregner stadig, men i forhold til Saigon er temperaturen mere behagelig. Vi går ned i den gamle bydel, hvor de forskellige erhverv har hver sin gade, forstået på den måde, at skræderne holder til i en gade, VVS i en anden gade og så frem-deles.

Der er omkring 33 erhverv repræsenteret i hver sin gade, og det er en tradi-tion, der går mange år tilbage i tiden.

På vej tilbage til hotellet kommer vi forbi et andet hotel, der ser betydeligt mere hyggeligt ud. Vi går ind for at få en øl, og kommer i snak med persona-let.

Vi fortæller om vor erfaring med det andet hotel, og straks bliver vi inviteret til at se værelserne. Stolt fortæller Doung, som receptionisten hedder, at han er i familie med ejerne, og de er meget rige. Manden har en stor virksomhed, og kører i bil med privatchauffør. Det er konen, der driver det lille hotel. Hun har sammen med sin mand besøgt 11 lande, og det er Doung meget stolt over.

Vi beslutter på stedet, at vi vil flytte ind på Hotel Hóa Thinh - som hotellet hedder, og bestiller et værelse til dagen efter. Det ender med, at de to øl vi har fået er på huset.

Vi har aftalt, at vi skal give otte dollars pr. døgn for et dobbeltværelse, og det føler vi er billigt, da det er med morgenmad. Vi finder senere ud af, at maden bliver henter fra de omkringliggende fortovsrestauranter, og det er normalt ikke med i prisen, men værtinden er tydeligt stolt over, at der er nogle turis-ter, der vil bo på hotellet i længere tid.

Luderhotel
Da vi kommer næste dag med vore kufferter og ser vores værelse, står der en stor vase med røde roser. Det er fra værtinden. Hun kan ikke engelsk, men hun smiler over hele hovedet, hver gang hun ser os.

Den første nat finder vi ud af, at vi faktisk bor på et luderhotel, hvor luderne kommer med deres kunder, og for 20 dollars lejer et værelse for en times tid.

Men det er jo ikke noget, der direkte vedrører os, så det tager vi med godt humør.

Hotellet har kun et lille køkken som ikke er beregnet til den store madlavning. Et spisebord til fire udgør hele restauranten, og i receptionen er der lige plads til fire stole anbragt op ad den ene væg. Hvad hotellet ikke har i bredden, har det til gengæld i dybden.

Efter gamle skatteregler - tilbage fra kejsertiden, betalte man ejendomsskat efter facadens bredde. Derimod kunne man bygge så meget man ville i dybden, for det kunne ikke ses fra gaden. En regel kejseren indførte for at undgå, at nogle bygninger blev bredere og mere prangende end hans egne, men det betyder, at de fleste bygninger - inklusive gamle hoteller - ikke er mere end fire, fem meter i bredden.

Hos frisøren
Ferien er slut og arbejdet begynder. Vi besøger den danske ambassade, unicef og Dansk Røde Kors, og vi får samlet det stof vedrørende børns menneskerettigheder, vi har brug for.

Men der er også tid til at se på Hanoi. Vi bor ikke så langt fra Litteraturens Tempel, og det er absolut et besøg værd. Templet blev grundlagt i 1070, og i 1076 blev det omdannet til Vietnams første universitet.

Jørgen har ved et tilfælde fundet en frisør skråt overfor hovedindgangen til templet og efter hans lovprisninger, må jeg også en tur omkring salonen. Mange forretninger i Vietnam kan man bedst sammenligne med en garage. De fylder ikke mere. Tit er hele familien involveret og bor enten på etagerne over eller bagerst i forretningen, hvor madrasserne så bliver rullet ud efter lukke-tid.

Formanden for HK vil få kuldegysninger ved tanken om den vietnamesiske lukkelov og det samme ville mange danske politikere. For der er ingen. Langt de fleste forretninger og de mange boder holder åbent fra omkring klokken seks morgen, og de lukker ikke før ved 23-tiden om aftenen. Og her skelner de ikke til, om det er lørdag eller søndag.

Jeg tager plads i frisørstolen. Den unge kvindelige frisør er, som det er tilfældet med mange vietnamesiske kvinder, lidt af en skønhed.

Først bliver jeg klippet. Det tager sin tid, for hun bliver ved med at rette frisuren til, indtil hun er helt tilfreds. Liggende på en stol ude bagved får jeg derefter vasket håret tre gange, bliver barberet og får studset overskægget. Igen tager det sin tid, før hun er tilfreds.

Til sidst får jeg ansigtsmassage, og jeg er ved at flyde helt ud. Jeg lader min hånd glide over hagen og kinderne. Aldrig før har jeg været så velbarberet. Det har taget halvanden time, og prisen - ja, man tror det er løgn, er godt ti danske kroner.

Utroligt billigt
Men det er langt fra det eneste, der er billigt i Vietnam. Hvor Thailand har fået et ry som et eldorado for pædofile, er Vietnam et paradis for alkoholikere og rygere. En liter lokal vodka koster seks kroner og er absolut drikkelig.

Det samme gælder for cigaretter. Du skal ikke gå mange meter, før du finder en bod med cigaretter. Marlboro koster knapt otte kroner. Men et lokalt mærke, der ikke er ringere, koster toenhalv krone for 20 stk.

Carlsberg har et samarbejde med et lokalt bryggeri, og resultatet hedder Halida. Øllet er drikkeligt, men efter forholdene temmelig dyrt. Det er der råd for. Mange boder har et stålanker stående på et bord, og det er tegn på, at de forhandler, hvad nogle lidt hånligt kalder affaldsøl. Lad dig ikke narre. Det er koldt, det smager udmærket, og et stort krus koster halvanden krone.

Sådan en kro ligger lige over for vores hotel. Vi har gennem de mange interviews, vi har lavet, fået at vide, at et af de største problemer i Vietnam er hygiejne, eller rettere mangel på samme. Vi har fået de værste skræmmebille-der udpenslet, men vi har været lidt skeptiske. Men de ting, vi har hørt, holder stik.

Her er et par eksempler, der kan overbevise de fleste om, hvorfor de fleste vietnamesere lider af underernæring og mange sygdomme.

Brug bare gulvet
Vi sidder på den omtalte smugkro en sen aften og får et par store glas øl. På et tidspunkt skal dét ud, som er kommet ind, og jeg spørger ejeren om, hvor toilettet er. Smilende viser han vej gennem lokalet og ud af en bagdør. Vi står i en sort smøge, og jeg bliver lidt betænkelig.

Han fører mig hen til en trædør og banker på. Der lyder en stemme indefra, døren bliver åbnet, og en gammel kvinde kommer ud. Det er bælgmørkt. Han tager mig i armen og fører mig ind i det lille rum. Derefter finder han en kontakt og tænder lyset.

I et hjørne står der et plastikfad med vasketøj, ved siden af et andet fad med opvasken. Jeg kan forstå, at den gamle kone har været i gang med at vaske. Der er ikke skyggen af et toilet. Jeg kikker spørgende på ham, og han peger på det bare cementgulv. Dér står jeg og prøver behændigt at undgå at ramme både vasketøj og opvask. Det lykkedes, sådan da.

På restauranten - et fint ord i denne forbindelse - overfor er problemet det samme. Her er det dog ikke et lille mørkt rum i en smøge, men et afløb i et hjørne af køkkenet, hvor maden ligger under en meter væk.

Da vi har boet på hotellet i tre dage, opdager jeg, at en ældre mand har slået sig ned på fortovet overfor. På en simpel stråmåtte ligger han og følger med i, hvad der sker i gaden. Han er langhåret og beskidt som få.

Jeg spørger Duöng, en ung mand, der er receptionist på hotellet. Han ryster på hovedet og prøver at forklare, at der er tale om en tosse, der måske senere bliver hentet af sin familie. Han har den uvane, at han af og til stikker af hjemmefra for at slå sig ned i en tilfældig gade. Som da vi fandt ud af, at vi bor på et luderhotel, er det tydeligvis ikke noget, Duöng er glad for at tale om.

Der skal så lidt til
Tossen - som de kalder ham - er der også den næste dag. Jeg går over til en af de små boder, hvor de serverer mad, og bestiller en stor portion godt blandet med diverse kød og grønsager, ledsaget af en stor klump ris. Da den ældre kvinde peger på en stol og vil have mig til at sætte mig, ryster jeg på hovedet. Jeg peger hen på tosset, og til sidst går meningen op for hende.

Da jeg nogle timer senere kommer forbi ham, smiler han over hele hovedet og siger en masse. Jeg fatter intet, men det går op for mig, at han har fået at vide, at det er mig, der har givet ham maden. Han viser mig en tegneblok, hvori han har lavet en del tegninger. Blandt de mest primitive tegninger er der også et par stykker, der er rene kunstværker, som jeg intet ville have mod at hænge op i stuen.

De næste dage sørger jeg for, at han får noget at spise, og de fire fem måltider har ikke kostet mere end 12, 13 kroner. Et tegn på, at der ikke skal mange penge til at overleve, men det er alligevel et stort problem for mange.

Dansk Røde Kors har flere projekter i gang i Vietnam. Det ene går ud på, at få de fattigste bønder hjulpet i gang. Det kan ske på mange måder. En af måderne er at låne en fattig familie penge til at købe en lille gris. Men erfaringen viser, at mange siger nej tak. De kan ikke overskue et afdrag på kun halvanden krone om måneden.

Der er som sagt omkring 80 millioner vietnamesere, og langt de fleste er utroligt venlige og hjælpsomme. Selv når vi bliver snydt af en gadehandler, sker det med et smil. Nogle gange føler jeg mig ligefrem mindre snydt end andre gange. Ja, ligefrem følelsen af at have gjort en god handel, har jeg også oplevet.

Derimod er tiggerne et problem. I både Saigon og Hanoi møder vi tiggere, der bruger deres små børn i kampen om en lille almisse fra turisterne. Det er svært at sige nej, men lige så snart man giver én tigger, står der straks ti, og til sidst må man sige nej. Det gør ondt langt ind i sjælen, men det er umuligt at hjælpe alle de fattige.

Vi bruger den næste uges tid på at samle stof til vore artikler. En aften er vi ude at spise sammen med Anette Cramer, som er udsendt af Dansk Røde Kors. Bagefter tager vi et smut hjem til hende. Vi taler med hendes aupair pige Jane Hansen. Hun kommer fra Vejle, og skal være hos Anette Cramer et års tid.

For at få tiden til at gå, har Jane lavet en ordning med Plan International, der driver en skole for gadebørn. Her underviser Jane børnene i engelsk nogle timer om ugen, og vi får aftalt, at vi kan besøge skolen.

Skolen ligger i Hanois Phùc Xá kvarter. Et kvarters tid nord for det absolutte centrum i den gamle bydel. Forskellen fra det pitoreske indre Hanoi til Phùc Xá er tydelig. Det her er slum. Når man passerer muren, der omkranser bydelen, ændrer vejen sig fra asfalt til jord, husene er mere ramponerede, der er ikke nogen butikker, som sælger lædertasker og Ho Chi Minh t-shirts, og blikkene fra de lokale er markant mere nysgerrige. Nysgerrige, fordi hvide mennesker sjældent kommer herud. Hverken ved et tilfælde eller med vilje. Der er ingen pagoder, templer eller andre attraktioner at tage billeder af i Phùc Xá.
Men for en flok gadebørn i Hanoi er det en attraktion.

Organisationen Plan International driver en skole for gadebørn herude. Omkring 200 børn får undervisning fra tid til anden. Det er frivilligt, om de vil møde op. Det skal det være. Filosofien er, at det skal være rart at komme. En slags frirum fra et hårdtliv på gaden. Børnenes hverdag er heller ikke struk-tureret nok til, at de kan love at møde op hver dag.

Penge hjem til familien
At børnene er gadebørn, betyder ikke nødvendigvis, at de er forældreløse eller ikke har noget sted at sove. Nogle få af dem er forældreløse, men mange af dem har en familie et sted. Enten i en anden by, på landet eller et andet sted i Hanoi.

At de er gadebørn betyder i denne forbindelse, at de tilbringer de fleste af deres vågne timer på gaden. Her pudser de sko, sælger postkort eller laver andre andre ting for at tjene til føden.

Og nogle af dem tjener uden tvivl til dagen og vejen ved lidt rapserier fra turister. At de lever det meste af deres liv på gaden, på trods af at de fleste har forældre et eller andet sted i Vietnam, skyldes primært fattigdommen på landet. Landbefolkningen har svært ved at skaffe hård valuta til for eksempel medicin.

Anette Cramer fortæller, at nogle af kvinderne i Røde Kors' sanitetsprogram-mer ikke kan overskue at spare 3000 dong sammen om måneden. Det svarer til 1 krone og 60 øre! Det er det samme, som en skopudser tjener ved én skopudsning. Derfor er de penge, en skopudser kan sende til familien, et tiltrængt tilskud hjemme i landsbyen.

Jane Hansen taler med en af de lokale lærere

Jane Hansen planlægger de næste engelsktimer sammen med en af de frivillige lokale lærere. Tegningerne på væggene fortæller tydeligt, at skønt gadebørnene er fattige, har de deres drømme om fremtiden.

Foto: John Lykkegaard

Det gælder om at tjene penge
Endnu går vietnameserne mere op i retten til at vokse økonomisk, end i retten til at ytre sig frit.

Når snakken i Vietnam går om menneskerettigheder, er det sjældent emner som reel ytringsfrihed og en fri presse, der er på bordet. Vietnameserne taler ikke særlig meget om civile rettigheder, men derimod om sociale rettigheder. Retten til at kæmpe sig ud af fattigdommen. Retten til at bo og arbejde, hvor man vil. Retten til at drive virksomhed uden for meget indgriben fra staten.

Og ifølge den danske ambassade og Unicef er den vietnamesiske regering åben for at samarbejde med både udenlandske organisationer som "Det danske Center for Menneskerettigheder" og Røde Kors og med små europæiske lande som Sverige, Schweiz og Danmark.

Fordi Vietnam ikke ser dem som nogen trussel, og fordi de lande og de organisationer, der arbejder i Vietnam, ved, at det ikke nytter noget at råbe op om flerpartisystem. Og så ved de efter lang tid i landet, hvordan man får det bedst mulige resultat uden at fornærme nogen. Som Morten Giersing fra UNICEF siger:

- Hvis man går ind ad den rigtige dør, så kan alt lade sig gøre. Hvis man går ind ad den forkerte, bliver man smidt ud meget hurtigt.

For selvom de vietnamesiske myndigheder lytter til det internationale samfund, er døren lukket, så snart der bliver sat spørgsmåltegn ved selve systemet.

Begyndende frihed
Den menige vietnameser kan godt tillade sig at kritisere enkeltpersoner for uduelighed uden at komme i carambolage med styret. Der sker fremskridt i retning af mere frihed og gennemsigtighed. Mr. Binh giver et eksempel:

- Når du kommer ud til et offentligt kontor i selv den fjerneste provins, er de begyndt at hænge plancher op, hvor du kan se, hvem der har ansvaret for hvad. For eksempel hvis du vil købe eller bygge hus, kan du se, hvem der har ansvaret for de juridiske aspekter. Og det er nyt, at man kan skrive i avisen, at den og den er inkompetent, hvis man er utilfreds.

Den gode elev
Vu Ngoc Binh fra Unicef er efter sigende den, der ved mest om menneske-rettigheder i Vietnam. Han er også den, der ved mest om, hvor "flinke" de vietnamesiske myndigheder er til at tage menneskerettighederne alvorligt.

Han fortæller, at han faktisk oplever en meget stor vilje fra de vietnamesiske myndigheder til at tage de internationale konventioner alvorligt. Både fordi det giver et godt ry i det internationale samfund, og så fordi Vietnam har relativt nemt ved det, set i forhold til andre lande på samme niveau, fordi Vietnam allerede fra begyndelsen har været en af de "gode elever" i FN.

Landet har været hurtig til at skrive under og ratificere FNs konventioner og til i nogen grad at ændre vietnamesisk lovgivning, så den passer til konventio-nerne. Specielt har de været hurtige til at få børnekonventionen implemen-teret i vietnamesisk lov.

Upolitiske vietnamesere
Ifølge mr. Binh er der ingen egentlig opposition i Vietnam. Hverken overgrunds- eller undergrundsopposition. Og mængden af dissidenter, der sidder i fængsel, udgør ifølge den danske ambassade seks mennesker i foråret 2001.

Det er folk, der har formastet sig til at sætte spørgsmålstegn ved selve systemets berettigelse. For ligesom i samarbejdet med andre lande og organisationer er det i orden at rette en specifik kritik mod embedsmænd og politikere, men det er ikke i orden at kritisere det forenede Vietnams nu 30 år gamle styreform.

Der var år 2000 en stor antikorruptions demonstration, hvor demonstranter gik rundt med store bannere, hvor der stod, at en konkret politiker var en "tyveknægt", og der var bannere, hvor der stod "Ned med korruption".

Tilsyneladende for at bløde op på disse hårde beskyldninger, og for at myndighederne ikke skulle være i tvivl om, at demonstranterne var tro mod fædrelandet, gik de bagerste demonstranter med bannere, hvor der stod "Længe leve komunismen".

Den kritik, der rent faktisk rbliver rettetmod systemet, kommer fra oversøiske vietnamesere i Europa, USA og Australien. Men kritikken bliver sjældent taget alvorligt. I hvert fald svarer eksil-vietnamesernes oplysninger om overgreb og dissidenter ikke overens med det billede, man har på den danske ambassa-de.

Oppositionsbevægelsen National United Front for the Liberation of Vietnam mener for eksempel, at der sidder 1018 politiske fanger i vietnamesiske fængsler, mens ambassaden i Hanoi mener, at tallet er seks.

Middelklassen
Både Torben Bellers fra den danske ambassade og mr. Binh fra Unicef mener, at som situationen er nu, interesserer den almindelige vietnameser sig ikke synderligt for politik.Han interesserer sig for, hvordan han kan forhøje sin levestandard. Men ingen af de to tror, at den vietnamesiske befolkning vil forblive politisk passiv.

Mange oversøiske vietnamesere vender efterhånden tilbage til Vietnam i takt med, at regeringen lemper på restriktionerne på at drive selvstændig virk-somhed. Og selvom de i sin tid flygtede i utilfredshed med styret, bliver de ikke længere forfulgt.

Blandt de almindelige vietnamesere er der så småt ved at komme en regulær middelklasse, og den vil med stor sandsynlighed vokse sig større. Mr. Binh tror, at de oversøiske vietnamesere vil tage vestlige værdier med tilbage til Viet- nam, og han mener også, at når der først kommer en stærk middelklasse, så vil der også blive råbt op om mere moderne og vestlige opfattelser af menneske- rettigheder såsom ytringsfrihed og fri presse.

Som mr. Binh siger uden antydningen af tvivl:
- Hvis man har et ordenligt liv, begynder man at tænke over menneskerettig-heder.

Unicef giver dårlig hygiejne skylden.
- Vi må fortælle dem, at så længe de ikke er større, vinder de aldrig over Danmark i fodbold, siger Morten Giersing. Han sidder med ansvaret for kom-munikation på Unicefs kontor i Hanoi. Problemet er underernæring. Under-ernæring gennem generationer.

- Vietnamesere bør være lige så høje som danskere. Hvis ikke de er det, får de ikke det mad, de skal bruge. Der er ikke nogen etnisk begrundelse for, at de skal være særligt små. Morten Giersing mener, at den største opgave for de udenlandske organisationer er at komme underernæringen til livs.

Nogle tal viser, at op mod 2/3 af de vietnamesiske børn er underernærede. Og de er ikke særligt store, vietnameserne. De er faktisk bittesmå. Størstedelen af de unge kvinder ville i Danmark blive mistænkt for at være alvorlige tilfælde af nervøs spisevægring.

Dårlig hygiejne
Vietnam er et frodigt land. Landet er verdens næststørste riseksportør efter Thailand, og selvom der i nogle områder af højlandet er for tørt og koldt til, at de kan producere mad nok til at undgå sult, mener Morten Giersing, at hygiejnen er den største synder, når det gælder underernæring.

- I dag er det ikke mangel på mad, der giver underernæring. Det har det nok været, men ikke i dag, siger Morten Giersing og fortsætter: - Forældrene ved ikke, hvad børnene skal have at spise. De ved ikke noget om vitaminer og mikroernæringsstoffer. Og så ved de altså heller ikke noget om elementær hygiejne.

På fortovsrestauranterne foregår opvasken ofte i koldt vand

Det skal gå galt, når selv de mest elementære regler for hygiejne ikke bliver overholdt. Her i forbindelse med opvask, der ofte sker i koldt vand.

Foto: John Lykkegaard

Selvom de ser pæne ud, vasker de ikke fingre, når de har været på toilettet. Så der er en enorm parasitmængde i de her børn. Faktisk i alle vietnamesere.

Turistmave ved et tilfælde
Det må betegnes som mere held end forstand, hvis man som turist med en vestlig tarmflora kommer hjem fra Vietnam uden at have oplevet turistmave. Intet restaurantkøkken i Vietnam ville være åbent, hvis Københavns frygtede levnedsmiddelkontrol kom på besøg.

Noget så elementært som et skærebrædt ser man sjældent, og det betyder så, at der ingen mulighed er for at skifte skærebrædt fra kylling til grøntsager og omvendt.

Her står kokken på net cafeen Trakking Café i Hanoi og hakker kød, som skal bruges til burgere.

Foto: John Lykkegaard

Når der kommer noget ind, skal der også noget ud. For at komme på toilettet går man som regel gennem køkkenet. Når man er færdig der, kræver det ofte en større indsats at komme til at vaske fingre. Som regel er der ikke en decideret håndvask, og når der endelig er en, kan man ikke være sikker på, at der flyder vand ud af hanen. Sæbe finder man sjældent på toilettet.

Ikke nok med, at kødet ligger i over 30 graders varme, det bliver også udsat for massive an-greb fra fluer.

Foto: John Lykkegaard

Fiskene lever af lort
Problemet med at vaske fingrer er ikke det eneste eksempel på, at vietna-meserne langtfra er på omgangshøjde med vesten, når det gælder hygiejne.

I det sydlige Vietnam er der tradition for at fodre fisk op med menneskelig afføring. Befolkningen sidder sim-pelthen på en lille afsats ud over fiskedammen. Nede i vandet venter fiskene for-ventningsfuldt. De ved, at nu er det fodringstid.

Mon ikke de fleste vil betak-ke sig for at få serveret den som sushi? Der er ingen garanti for, at man bliver syg af at spise fiskene, men der er i hvert fald et eller andet, som strider mod vestlig opfattelse af fødevare-hygiejne.

Mere risikabelt end at spise fiskene er det nok at spise rå, uskrællede grøntsager i det nordlige Vietnam. Her bruger bønderne ukom-posteret menneskelig af-føring som gødning.

Det er en meget nem måde at overføre amøber, orm, leverbetændelse, kolera og så videre på. Det er et problem for ernærings- optagelsen. Alle disse former for "skab" hæmmer på den ene eller anden måde optagelsen af vigtige næringsstoffer.

Små hjerner
Det er ikke kun den højden og drøjden, der bliver påvirket af underernæring. For kort tid ved moderens bryst og i det hele taget forkert ernæring i barnets første levetid rammer intellektet.

- Det organ, der vokser hurtigst, er hjernen. Meget af det sker de første 18 måneder, og hvis ikke hjernen vokser de første 18 måneder, vokser den sgu' aldrig. Du når aldrig dit potentiale, hvis ikke du får, hvad du skal have. Du er simpelthen ikke så kvik, som du ville være, hvis du havde fået noget ordentligt at spise. Men det skal man ikke sige offentligt, siger Morten Giersing fra Unicef.

Sydpå igen
Vi har fået samlet det stof, vi har brug for. Det er på tide, at vi får bestilt billetter til toget sydpå.

Fredag eftermiddag tager vi på stationen og får købt billetter til toget. Den eneste afgang vi kan komme med, er lørdag aften. Vi har stadig en uge til, at vi skal møde de andre i Saigon, så vi vælger at gøre et ophold i Nha Trang, som er det vietnamesiske svar på den franske riviera. Når det gælder naturen vel at mærke.

I Nha Trang oplever vi den mest fantastiske måde, en hotelejer bruger til at snyde turisterne.

Læs mere