artikler --> hjemløse i Randers--> eftermiddag --> aften --> nat --> morgen

- Hallo spritter

Når Blondie tager flasken for munden, går det stærkt. Med denne slurk fejrer han sin 33 års fødselsdag. Når man lever som han, er det svært at indbyde til fest, så den foregår i et hjørne af banegårdens ventesal. Foto: Jens Munk

Efter at have tilbragt aftenen hos Bedstefar er Fynne og Blondie atter tilbage på Randers Banegård. Klokken er henad 23, og her har de tænkt sig at blive, indtil banegården lukker klokken to.

Af John Lykkegaard

Fynne når lige at få købt nattens forsyninger før kiosken lukker. Han og Blondie er hurtige. På det kvarters tid der går, før politiet når frem, har de tømt de før- ste to af fire flasker æblesnaps. Den til 29,75 kroner.

De to yngre betjente er i besiddelse af den største tålmodighed og humør, ordensmagten har lagt for dagen i den tid, avisen har været med de to.

- Jeg sidder og venter på en ven, der kommer med toget fra Aalborg, fortæller Blondie.

Betjentene griner. De kender turen. Blondie's undskyldning hjælper ikke en snus. Ud kommer de begge. Men det hele foregår på en afslappet måde. Lige så afslappet vandrer de ind igen, da politiet er kørt.

Flaskerne kommer atter frem og bliver tømt. I kiosken er personalet ved at gøre status. De har en god udsigt til livet i ventesalen. For det meste ligger den øde hen. Men i forbindelse med at der kommer tog, haster passagerne for en kort tid forbi.

En af politiets forklaringer på at de hjemløse ikke må opholde sig på banegår-den, er, at de forstyrrer ro og orden. De gør de måske nok. En anden grund er, at de forbipasserende er bange for de udstødte.

- Hej med jer
Ikke én eneste af de forbipasserende kikker skræmt på Fynne og Blondie. Derimod bliver de mødt af blikke, der er fulde af foragt. To knægte på omkring 15 år kommer forbi.

- Hej med jer, lyder det fra den ene.

De er måske for unge til at se det foragtelige i Fynne og Blondie's nedtur. Skræmte er de langt fra.

Fynne og Blondie er langt om længe ved at være fulde, og tre af flaskerne er tomme. De to forbundsfæller falder i søvn. Blondie flyder stille ned fra sædet og knalder baghovedet i de hårde fliser. En tur, som sker flere gange i løbet af natten. Fynne sidder ret op og ned og sover.

Fynne og Blondie er godt lakket til, og tre af flaskerne er tomme. De to falder i søvn. Foto: Jens Munk

Lidt senere vågner de begge og begynder i deres tåger at diskutere. Blondie bliver sur. Et askebæger får en tur hen over gulvet. Få minutter senere kaster han op i en affaldspose. Så sover han tungt igen. Det samme gør Fynne.

Et liv uden visioner
På væggen over deres hoveder hænger to store reklamer. På den ene står: "Morten ordner verdenssituationen hver morgen i toget." På den anden står: "Arkitekt starter dagen med de store visioner."

Budskaberene går bogstaveligt talt hen over hovedet på Fynne, Blondie og alle de andre udstødte. De har ingen visioner, og de ordner ikke nogen ver-denssituation. Det kommer de næppe heller til.

Så er det ud
Klokken er blevet 02. Banegården lukker. Vægteren fra vagtselskabet, der skal låse og slukke, dukker op. Det er en lille kvinde, men den schæferhund, som følger hende, er stor.

- Hallo spritter, råber hun, mens hun skubber til Fynne, som ikke reagerer.

- I skal hjem nu, fortsætter hun.

Hun prøver med Blondie, og resultatet er det samme.

- Så må vi ringe efter politiet, lyder det fra den efterhånden lidt ophidsede kvinde.

- Jeg har et par fulderikker hernede på banegården og vil gerne have hjælp, siger hun over radioen. Til mig siger hun:

- Du kan godt skride.

På mindre end ti minutter er politiet nået frem. Resolut tager de to betjente fat i Blondie. Med et godt tag i hver sin side bærer betjentene ham ud og sætter ham på trappen. Lige så hurtigt sker det samme med Fynne. Men hverken han eller Blondie fatter, hvad der sker. Lidt efter begynder de at komme til sig selv.

Banegården er lukket. Det fryser et par grader, men på grund af vinden føles det endnu koldere. Turen går til Søren Møllersgade og varmen i "Butikken." Den lukker først klokken seks og åbner så igen klokken otte. De eneste to timer, der er lukket på hverdage.

Blondie udnytter fortorvets fulde bredde på sin vej mod varmen. Fynne har karantæne, men Svend og Anette, som er de to frivillige nattevagter, vælger at lade det være historie for en tid, og de lader ham komme ind. Det er ikke fordi jeg er med, men på grund af kulden.

Lunt og det er godt
Fynne og Blondie vakler hen til en sofa og falder om. De er totalt væk de næste par timer.

December har været en god måned i "Butikken." I stedet for en julemiddag har de valgt at bruge hele måneden på at jule. Forstået på den måde, at der hver onsdag har været varm mad på programmet. Det var sidste gang i går. Men der er altid rugbrød og leverpostej, hvis nogen skulle blive sulten.

Det er ikke kun de hjemløse, der ser en oase i "Butikken." I en lænestol sidder en mand. Han vil gerne snakke og kommer hen til bordet og begynder at fortælle.

Natten er fuld af dæmoner
- Jeg har været gennem hele turen. Dybt alkoholiseret og ligeglad med det hele. Men Anonyme Alkoholikere hjalp mig. Det er længe siden, at jeg har haft problemer med alkohol, fortæller han, mens han ser alvorligt rundt på de forsamlede. Så kommer det:

- Jeg kan godt klare mig om dagen. Men om natten, når jeg skal sove, kommer dæmonerne. Så er jeg nødt til at gå herned for at være sammen med andre.

Senere kommer han ind på, at han har studeret psykologi på Aarhus Univer-sitet. Han manglede kun den afsluttende eksamen for at kunne kalde sig psykolog. Så knækkede filmen. I dag modtager han selv hjælp fra en psykolog.

Han kan se det tragikomiske i situationen, og på spørgsmålet om ikke han er i stand til at vejlede psykologen, griner han bredt og siger:

- Selv en psykolog er ikke i stand til at helbrede sig selv.

De sidste smøger
En anden ved bordet er den hjemløse Leif Laursen, som få dage efter dør i politiets varetægt.

Han sidder og mumler med hovedet hvilende på brystet. Det er tydeligt for enhver, at han er syg. Man han vil ikke have en læge til at undersøge sig. I stedet mumler han, at det nok skal gå. Det plejer det jo. I 1998 lå han dødssyg i respirator, og familien troede, at nu var det sket. Dengang overlevede Leif.

Af og til kommer han til sig selv. Han famler med sin tobak og sine filtre. Der bliver ikke rigtigt til noget, og med stor fryd tager han mod en Prince. Med cigaretten i hånden falder han sammen igen. Af og til suger han ivrigt den behagelige røg ned i de syge lunger.

Cigaretten bliver udnyttet til sidste sug. Og lidt til. Til sidst falder gløden af og lander på voksdugen. Leif opdager intet. Det samme gentager sig senere med de andre cigaretter, han får.

Altid to på vagt
Der er altid to frivillige på vagt sammen i "Butikken." Det er mest fordi, at de kan støtte hinanden i almindelighed. Kun en sjælden gang går det hedt til.

Anette lægger kabale. Svend sidder og følger med i samtalen. Svend er en stor mand, og han må være rar at have ved sin side i en presset situation. Han er så stor, at han vil være i stand til at lægge en dæmper selv på vejrudsigten, hvis den skulle blive for voldsom...

Læs også morgen